Et 40 personer stort eftersøgningshold er i øjeblikket i færd med at finde en 24-årig mand i det sydlige Tyskland.

Det sker i området Ramsau, som ligger i den tyske delstat Bayern. Her har den 24-årige mand været forsvundet i Alperne siden lørdag.

Lørdag gled bjergbestigeren, ifølge det tyske medie Bild, i 2.500 meters højde, hvor han slog sit hoved og sine arme. Han var dog i stand til selv at foretage nødopkaldet, men der gik ikke lang tid før forbindelsen røg.

»Vi ved ikke, hvorfor forbindelsen afbrød,« siger Jörg Fegg, som er politiets bjergguide, men han peger på, at det kan være dårlig forbindelse, eller at telefonen var løbet tør for strøm.

Foto: Bergwacht Ramsau
Foto: Bergwacht Ramsau
Vis mere

Mandag aften ville bjergredningstjenesten sende en helikopter i luften i området, hvor han skulle være forsvundet med en særlig radar, der kan opsnappe bølger fra mandens telefon. Men redningstjenesten måtte opgive på grund af en tyk tåge i området.

Da han tirsdag endnu ikke er fundet, spår Jörg Fegg ikke mange chancer for, at manden har overlevet.

»Oddsene bliver mindre og mindre for hver dag. Det ville være et mirakel, hvis han klarer det,« siger Jörg Fegg til Bild.

Redningstjenesten satser på, at man senest torsdag kan sende en helikopter i luften, når det dårlige vejr har lagt sig.