Passagererne på vej til en sejltur med en norsk færge havde næppe i deres vildeste fantasi forestillet sig, at Ruslands invasion af Ukraine skulle have nogen betydning for deres sejlads.

Men det har den.

Helt konkret venter 232 passagerer på, at færgen 'MS Havila Capella' får lov til at sejle fra den norske by Bergen og ud på en påsketur i Atlanterhavet.

Den skulle have været sejlet tirsdag aften, men fordi færgen er delvist ejet af et russisk lånefirma kaldet GTLK, betyder sanktionerne mod Rusland, at skibet har fået forbud mod at forlade kajen i Bergen.

»Det er frygtelig kedeligt. Vi kan ikke gøre andet end at undskylde,« siger kommunikationschefen i Havila, Lasse A. Vangstein, til det norske medie e24.no.

Han forklarer videre, at man er i dialog med myndighederne om, hvorvidt færgen alligevel kan få lov at sejle trods sanktionerne.

Men det har de fortsat ikke fået svar på.

»Vi sætter nogle busser op, så passagererne kan se sig lidt omkring, mens vi venter på, at klarsignalet går,« siger Lasse A. Vangstein til det norske medie.