Omkring syv procent af Venezuelas befolkning er flygtet det seneste halve år. Primært på grund af madmangel.

New York. En massiv krise i det sydamerikanske land Venezuela betyder, at 2,3 millioner af landets indbyggere er flygtet i år frem til og med juni.

Det oplyser FN.

Det svarer til, at cirka syv procent af landets 32,8 millioner borgere har forladt landet det seneste halve år. Den omfattende flugt er primært forårsaget af madmangel, konkluderer FN.

Venezuelanerne er primært rejst til de nærtliggende lande Colombia, Ecuador, Peru og Brasilien.

Det traditionelt olierige Venezuela befinder sig i en økonomisk og politisk krise, der forværres dag for dag. En galopperende inflation og mangel på mad og medicin er blandt de største udfordringer for landet.

Sidste år forlod cirka 1,6 millioner venezuelanere landet, men allerede efter de første seks måneder i 2018 er det altså klart overgået.

I sidste uge erklærede Ecuador undtagelsestilstand på grund af den usædvanligt store mængde venezuelanere, der er kommet til landet.

Ecuador vurderer, at over 4000 migranter kommer til landet dagligt.

Undtagelsestilstanden vil vare resten af august. Den skal blandt andet sætte fart i ansættelsen af læger, politi og socialarbejdere, der skal tage sig af de mange migranter.

Også Den Internationale Migrationsorganisation (IOM) og FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) vil deltage i indsatsen.

Brasilien har også modtaget et støt stigende antal migranter fra Venezuela. Her krydser omkring 500 migranter grænsen om dagen.

Det fik tirsdag i sidste uge Brasilien til kortvarigt at lukke for landets grænseovergang til Venezuela.

Grænsen nåede dog ikke at være lukket mere end et par timer. Herefter overtrumfede landets højesteret beslutningen og fik grænsen genåbnet.

Ifølge højesteretsdommeren kunne det "ikke retfærdiggøres at tage den lette vej og "lukke dørene", fordi det er svært at huse flygtninge".

/ritzau/AP