Han ville hævne sin gravide kæreste, nu risikerer han at sidde i fængslet resten af livet.

I den lille amerikanske sydstatsby Zachary i Louisiana er den 23-årige Jace Crehan torsdag blevet dømt skyldig i drabet på sin 20-årige kæreste Brittany Monks tidligere papfar, Robert Noce. Til januar får han sin endelige dom, der forventes at lyde på livstid.

»Jeg fortryder ingenting. Jeg er ikke ked af, hvad jeg har gjort,« udtalte Jace Crehan ifølge mediet The Advocate til politiet.

I starten af 2000'erne var Robert Noce kæreste med Brittany Monks mor, fra datteren var fire til 12 år. Brittany Monks kaldte ham 'far', men han han var angiveligt ikke verdens bedste reservefar.

I 2015 anklagede Brittany Monk ham nemlig for at have mishandlet hende seksuelt som barn. Hun forventede, at han ville få 10 års fængsel, men retsvæsnet idømte ham i stedet fem års betinget fængsel, og så var det, at Brittany Monks kæreste, Jace Crehan, tog sagen i egen hånd.

Et par uger efter Robert Noces dom faldt, kørte Jace Crehan og Brittany Monk, der var højgravid, hjem til Robert Noce og stak ham ned med en kniv og kvalte ham ihjel. De havde brugt blå gummihandsker for ikke at efterlade spor, men da politiet dagen efter fandt den døde Robert Noce, sporede de Brittany Monks DNA-spor i de efterladte handsker, som hun havde smidt i en tønde bag ved huset.

Alt det indrømmede parret torsdag i retten, hvor deres advokat forsvarede dem med, at de havde handlet i selvforsvar over for Robert Noce, der havde brugt Brittany Monk som sexslave som barn. Jace Crehan skulle have fortalt politiet, at retsvæsnet havde fejlet over for hans kæreste.

Dommeren slog dog fast, at selvtægt ikke er tilladt i USA:

»Vi lever ikke i et land, hvor det er i orden at tage loven i egne hænder. Det er, hvad der er sket her. Det her er ikke nogen Shakespeare-tragedie. Det er ikke en Hollywood-film. Det er drabet på et menneske, uanset om man kunne lide ham eller ej.«

Den 18. januar får parret deres endelige dom. Jace Crehan står som sagt til livstid, mens Brittany Monk forventes at få 40 år i fængsel.

Har du fået hørt ugens nye afsnit af BTMX-podcasten 'Vi elsker clickbait'? Download det gratis i Itunes eller lyt med her: