OPDATERING: Artiklen, hvor den unge mands historie indgår, er midlertidigt fjernet. En ny artikel vil blive publiceret, men det fremgår ikke, hvorfor den gamle er fjernet.

En 22-årig kinesisk mand valgte at slukke tørsten ved at drikke halvanden liter Coca-Cola på ti minutter.

Det blev hans død.

Sådan skriver Forbes, der har læst en medicinsk artikel, hvor den unge mands historie indgår.

Allerede umiddelbart efter, at manden havde tømt flasken, fik han store smerter og oppustet mave som konsekvens af sodavandens kulsyre.

Det gik han rundt med i en fire timers tid, før han tog på Beijing Chaoyang Hospital.

Manden var forud for sodavandsindtagelsen ved relativt godt helbred og havde ikke nogle kendte skavanker.

CT-scanningen viste dog, at der havde hobet sig voldsomme mængder luft op i mandens tarme såvel som portåresystem.

Portåren fører blod fra tarmen til leveren.

Luft i denne åre kan tyde på alvorlige problemer i mave- og tarmsystemet og er så kritisk, at det har fået tilnavnet 'dødstegnet'.

Er der luft i dette system, kan det påvirke, hvor meget blod, der løber til leveren, hvilket kan betyde, at leveren ikke får nok ilt, så dens væv begynder at dø.

Sådan var situationen også for den den kinesiske mand.

Derfor prøvede lægerne akut at lukke noget af luften ud af hans tarme, mens de gav ham masser af væske og midler mod inflammation for at beskytte leveren.

Men forgæves.

Til sidst faldt patientens blodtryk markant, og han mistede livet, står der i udgivelsen.