En 22-årig kvinde fra England er blevet idømt otte og et halvt års fængselsstraf, for at have afgivet falsk forklaring. Hun påstod, at en bande af asiatiske mænd havde kidnappet, voldtaget og tævet hende.
Den dømte, Eleanor Williams, fabrikerede falsk bevismateriale, der skulle få det til at fremstå, som om hun havde været udsat for vold og voldtægt fra flere mænd.
Lederen af efterforskningen, Doug Marshall, siger til Sky News, at han »aldrig havde oplevet en sag, hvor nogen løj på den måde.«
Han tilføjer, at hvis Eleanor Williams ikke var blevet fængslet, »ville det ikke aldrig være stoppet.«
Under retssagen fortalte tre af de mænd, som Eleanor Williams havde beskyldt for blandt andet vold og voldtægt, at de havde forsøgt at begå selvmord.
En af de beskyldte mænd fortalte, at ukendte gerningsmænd havde spraymalet ordet 'voldtægtsmand' på hans husmur.
En anden af de beskyldte fortalte, at den restaurant, han ejede, var blevet udsat for gentagne tilfælde af hærværk, og at han var blevet spyttet efter på gaden.
Politiet begyndte at mistænke Eleanor Williams for at lyve, efter de opdagede, at hun var checket ind på et hotel på et tidspunkt, hvor hun angiveligt skulle være blevet voldtaget, hvilket blev bakket op af overvågningen.
Til Sky News fortæller Eleanor Williams' søster, at hun tror på, at nogen af Williams' påstande er usande.
Eksempelvis havde Eleanor Williams påstået at have deltaget i sexfester som 12-årig. Det fortæller søsteren, at hun ville have opdaget, da de på det tidspunkt boede på samme værelse.
Søsteren fortæller dog om andre episoder, hvor hun er overbevist om, at søsteren rent faktisk blev misbrugt.
Eksempelvis fortæller hun om en episode, hvor hun var sammen med søsteren, da hun blev antastet ude foran en bar af nogle fremmede mænd, som hun endte med at tage hjem med.
Da hun næste gang så Eleanor Williams, havde hun sår og blå mærker over hele kroppen.
Anklageren mente dog, at Eleanor Williams i den givne situation havde givet sig selv skaderne med en hammer.
I retten blev der afspillet en overvågningsvideo, der viste Eleanor Williams købe en hammer hos en isenkræmmer kort tid før episoden.
En patologist fortalte i retten at Eleanor Williams skader fra episoden stemte overens med skader, hun selv kunne have påført sig med en hammer, af den type, hun havde købt hos isenkræmmeren.
Eleanor Williams blev kendt skyldig i otte forhold. Tidligere havde hun erklæret sig skyldig i ét forhold.
I en udtalelse, som forsvaret læste op, sagde Williams at »jeg var ung og forvirret. Jeg siger ikke, jeg er skyldig. Men jeg ved, at jeg har gjort noget galt, og det er jeg ked af.«