I foråret blev den texanske by Uvalde ramt af en ubeskrivelig ulykke, da 19 elever og to lærere blev dræbt i et skoleskyderi.

Torsdag måtte beboere i byen nok engang springe for livet, da et skyderi brød ud ved det midlertidige mindesmærke for de dræbte i foråret.

Det skriver en række lokalmedier samt CNN.

»En masse børn måtte dukke sig og kaste sig ned på jorden igen,« siger Celeste Ibarra, der var ved mindesmærket i en lokal park med sin datter Aubriella.

Netop Aubriella var også elev på Robb Elementary School, hvor de 21 personer blev dræbt tidligere på året.

Og hun, fortalte moderen, lider af ptsd efter skoleskyderiet i maj.

Det lokale politi rykkede hurtigt ud til skyderiet, som fandt sted omkring klokken 17.30, lokal tid, torsdag. Her kunne de konstatere, at der formentlig var tale om et bandeopgør, som betød, at to personer blev ramt

De to personer er fortsat indlagt. Den enes situation er stabil, mens den anden ramte person er stabil, men kritisk, skriver CNN.

Politiet melder fredag, at de fortsat arbejder på sagen. Og de har mistænkte i sigte. Den ene af dem er selv indlagt med skader efter skyderiet.