»Jeg har aldrig været så bange i mit liv.«
Valdemar La Cour på 21 år og hans tre jævnaldrende gymnasievenner var taget til Peru for at vandre til inkabyen Machu Picchu.
Men hvad der skulle have været en hyggelig tur i de smukke bjerglandskaber for vennerne, der alle har sabbatår, endte som en af de mest skræmmende oplevelser i deres liv.
Ifølge AFP oplyste peruanske embedsmænd den 13. december, at næsten 800 udenlandske turister var strandet i Machu Picchu-region, efter togtrafikken blev indstillet som følge af voldelige protester.
Protesterne er opstået, efter afsættelsen og anholdelsen af ekspræsident Pedro Castillo. Han forsøgte at opløse kongressen via et dekret, men i stedet blev han anklaget for højforræderi og anholdt, da han var på vej til den mexicanske ambassade for at søge tilflugt.
De voldsomme protester blandt Castillos tilhængere har ført til lukkede togstrækninger og aflyste flyafgange, da der bliver kastet sten på skinnerne, veje bliver blokeret og folk forhindres adgang til lufthavne.
»Der var ikke rigtig internetforbindelse, så vi fandt først ud af den 15. december, at protesterne var blevet værre,« siger Valdemar La Cour, der den dag stod oppe i Machu Picchus bjerge med sine venner, en guide og en del andre vandreturister.
»Vores guide sagde, at vi skulle beslutte, om vi ville blive og vente eller gå den over 45 kilometer lange tur langs togskinnerne,« fortsætter han.
Gruppen besluttede at gå turen. De ville gerne nå det fly, de skulle med dagen efter, og hvis de blev, var det ikke sikkert, de kunne finde mad og et sted at sove.
De tog af sted allerede klokken 03.00 om morgenen den dag.
»Mens vi går, går det op for os, hvor alvorligt det er. Pludselig falder der en kæmpestor sten ned på skinnerne meget tæt på os,« siger Valdemar La Cour.
Og som om det ikke var nok, så vrikker en af hans venner om på foden.
»Men vi kan ikke rigtig stoppe, så han må gå videre på den forstuvede fod.«
Øverst i artiklen kan du se en video, de fire venner har filmet under dele af den lange tur.
Gruppen når til området KM 82, hvor endedestinationen for deres tog skulle have været. Og her fandt de ud af, at den lange gåtur kun var toppen af det isbjerg af udfordringer, de skulle igennem de efterfølgende timer.
»Vi finder ud af, at vores lift har været nødt til at vende om, fordi det har været for farligt for ham at køre i området,« siger Valdemar La Cour.
Gruppens guide finder efter noget tid en rød Tuktuk med en chauffør, der er villig til at køre dem videre på ruten. Problemet er bare, at demonstranterne har lagt kaktusser ud, som har punkteret dens dæk, og de når derfor ikke at køre særligt langt, før de må give op.
»Det er på det her tidspunkt blevet mørkt. Så vores guide går foran os med en lommelygte for at finde endnu en bil, vi kan komme med videre,« siger Valdemar La Cour.
Guiden instruerer dem i, at hvis han bevæger lommelygten på en særlig måde, så betyder det, at de skal vende om og løbe.
»Jeg har aldrig været så bange i mit liv. Vi er allesammen meget utrygge. Emil, en af os venner, er normalt den seje af os, men han ser også ret presset ud på det her tidspunkt,« siger Valdemar La Cour.
Gruppen kommer efter et par kilometer til endnu en bil, som de alle hopper ind i.
»Da vi kommer ind i bilen, kan vi se demonstranterne begynder at lyse på nummerpladen og tale i telefon. Det var meget utrygt.«
»Men vores chauffør lader, som om han er demonstrant, og når de så flytter sig, så træder han speederen i bund. Der er nogle, der løber efter os, så vi ender med at køre væk fra vejen ud i landskabet.«
Det dårlige terræn betyder, at et af bilens dæk punkterer, og gruppen overvejer, om de kan nå at få det skiftet.
»Min ven Emil går ud sammen med en anden fra gruppen for at se på det, men så kan de se demonstranterne komme nærmere, så de hopper pludselig ind i bilen igen og råber: 'KOM AF STED!',« siger Valdemar La Cour.
De suser af sted, og hver gang de kommer til et sted, hvor demonstranter har samlet sig, så udgiver de sig for at være en del af dem for så at træde speederen i bund og komme væk fra dem.
Klokken 01.00 om natten – 22 timer efter de tog af sted – ender de i et område tæt på byen Cuzco, hvorfra der stadig afgår fly. Her er de så heldige, at der bor en dansker, som ejer et hotel.
Der får de lov til at sove nogle timer.
Klokken 03.00 står de op igen og kører mod lufthavnen.
»Og vi når sgu flyet, så nu er vi alle fire i Costa Rica,« siger Valdemar La Cour med en lettet stemme.
Mandag, da B.T. taler med Valdemar La Cour, er de fire venners plan at slappe af, køre en tur i området og drikke en øl eller to.
»Vi har haft hinanden igennem det her, og det betyder virkelig meget,« siger Valdemar La Cour og forklarer, de ikke har planer om at kontakte en krisepsykolog trods oplevelsen.
Pedro Castillo, der er omdrejningspunktet for protesterne, er Perus første venstreorienterede præsident og har i mere end en generation forsøgt at opløse kongressen og styret i landet ved hjælp af et dekret, som tidligere beskrevet. Da han blev anholdt, indsatte man Castillos vicepræsident, Dina Boluarte, som afløser.
Demonstranterne er i de fleste tilfælde tilhængere af Castillo. Deres protester har ført til konfrontationer med politiet og militæret, der har efterladt mindst 25 døde, hundredvis såret og et land i splittelse.
Urolighederne har stået på i over en uge, og Peru er fortsat i undtagelsestilstand. Det betyder blandt andet, at der er et periodisk udgangsforbud i dele af landet.
