En pilotelev tilknyttet flyselskabet EasyJet har mistet livet i forbindelse med en infektion af et myggestik.

Det viser retsmedicinske dokumenter omkring det tragiske dødsfald, som fandt sted i juli sidste år.

Her var 21-årige Oriana Pepper fra engelske Bury St. Edmunds på træningstur i Belgien, da hun blev stukket af en myg i panden.

Det er normalt en irriterende og kløende oplevelse, som til gengæld er helt ufarlig.

For Oriana Pepper endte det ene myggestik fatalt, skriver BBC.

Selve myggestikket hævede op og blev inficeret, hvilket normalt kan klares med noget antibiotika.

Det troede Oriana Pepper også, og besøgte derfor skadestuen og fik udskrevet netop antibiotika den 7. juli.

To dage senere kørte hendes kæreste hende tilbage på hospitalet, fordi hun var kollapset.

Endnu tre dage senere døde hun den 12. juli 2021.

Dødsårsagen er en blodinfektion i hjernen med gule stafylokokker, hvor myggestikket i panden har spillet ind.

Retsmedicineren har konkluderet, at Oriana Pepper døde af en seriøs infektion på grund af et insektbid i panden.

Og det er åbenbart ikke noget, som man ser ofte.

»Jeg har aldrig set en sag som denne,« siger han ifølge BBC.

Familien til Oriana Pepper beskriver hende som ung kvinde, som havde en god karriere og et godt liv foran sig.

Hun havde fundet kærligheden og elskede at flyve med sin far og bror, som også er pilotelev.