En mand fra Houston-området er blevet anklaget for grov kidnapning efter at have holdt en kvinde, han mødte på en datingapp, fanget i fem dage omkring jul og fysisk overfaldet hende, indtil hun til sidst flygtede.

Kvinden var gået med 21-årige Zachary Kent Mills hjem til hans lejlighed 24. december efter at have mødt ham via datingappen Bumble, lyder det ifølge CNN i anklageskriftet.

Mills hentede kvinden fra hendes hjem og kørte hende til hans lejlighed, hvor hun fortalte politiet, at han straks forsøgte at have sex med hende. Da hun nægtede hans seksuelle tilnærmelser, begyndte Mills ifølge den forurettede at overfalde hende fysisk og ville ikke lade hende forlade lejligheden.

Ifølge kvinden slog han hende med en lukket knytnæve og bed hende i nakken og ansigtet, og da hans hænder blev trætte af at slå hende, tog han en skruetrækker og slog hende med håndtaget, lyder det ifølge anklagen. Desuden skulle Mills havde holdt hende inde i lejligheden, da hun forsøgte at flygte. Det stod efter sigende på i fem dage, hvor kvinden hverken blev givet mad eller vand.

29. december undslap kvinden lejligheden, da Mills skulle besøge sin far, har hun forklaret. På det tidspunkt samlede hun sit tøj, løb ud ad døren og »kontaktede de første mennesker, som hun kom i kontakt med, og informerede dem om, hvad der var sket,« lyder det i anklageskriftet.

Hun blev efterladt med »alvorlige blå mærker i ved øjne, bidmærker, snitsår i både hals og næse og alvorlige blå mærker på størstedelen af hendes krop,« står der videre.

Kvinden var i stand til at identificere Mills over for myndigheder baseret på hans kørekortfoto, og Mills er nu anklaget for førstegrads grov kidnapning.

Næste retsmøde i sagen er den 3. marts.