Fængsel på livstid.

Sådan lyder straffen, som 21-årige Jake Patterson fredag blev idømt for kidnapningen af den 13-årige pige Jayme Closs og mordet på hendes forældre.

Faktisk lød den på to livstidsdomme fra drabene og 25 år for kidnapningen.

»Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at du er en af de mest farlige mænd, der nogensinde har gået på denne jord,« sagde dommeren James C. Babler ifølge CNN, inden James Patterson modtog sin dom.

Dommen faldt i Barron County court i det nordlige Wisconsin fredag, efter Patterson i april erklærede sig skyldig i både drabene og kidnapningen.

Adskillige af Jayme Closs familiemedlemmer var til stede i retssalen og fortalte blandt andet, hvor meget Jake Pattersons handlinger har påvirket hele Jaymes familie.

Den 13-årige pige var ikke selv fremmødt, men en advokat læste en udtalelse fra hende højt.

'Jake Patterson tog mange ting, som jeg elsker, fra mig. Det gør mig mest ked af det, at han tog min mor og min far. Jeg plejede at elske at være sammen med mine venner. Jeg elsker at gå i skole. Jeg elsker at danse. Alt det tog han også fra mig. Nu er det svært for mig overhovedet at gå udenfor en dør,' stod der blandt andet i udtalelsen.

Teenageren Jayme Closs blev holdt fanget i tre måneder.
Teenageren Jayme Closs blev holdt fanget i tre måneder. Foto: FBI HANDOUT
Vis mere

21-årige James Patterson skød og dræbte Jayme Closs forældre den 15. oktober 2018 i deres hjem få kilometer udenfor den byen Barron med den hensigt, at kidnappe deres eneste datter, som han tilfældigvis havde bemærket ved et busstop få dage forinden.

Han slæbte efterfølgende pigen ud fra det blodige gerningssted og smed hende i bagagerummet på sin bil.

Herefter kørte han til en afsidesliggende hytte, hvor han holdt den 13-årige pige fanget i godt tre måneder - indtil den 10. januar, hvor det lykkedes hende at flygte.

Jayme Closs bor i dag sammen med sin onkel og tante og er først for nyligt begyndt at gå ud i offentligheden igen.