Det er ikke let at være 20 år og leve livet anderledes end ens kammerater.

Det kender briten Evie Toombes alt til. Hun er født med spina bifida også kaldet neuralrørsdefekter eller rygmarvsbrok. Det betyder, hun har en defekt rygsøjle, som blev dannet allerede i fosterstadiet.

Det skriver Daily Mail.

Og selvom Evie Toombes lever livet som springrytter, kommer sygdommen med svære komplikationer, der gør, at hun hellere ville have været livet foruden.

Derfor valgte hun at sagsøge sin mors læge, Dr. Philip Mitchell, tidligere i år.

Han vejledte moren under graviditeten, men ifølge den 20-årige skulle han have gjort meget mere.

Argumentet lyder, at hvis lægen havde rådet moren til at tage folinsyre - et slags vitamintilskud - så ville risikoen for spina bifida have været minimeret. Desuden ville moren have udskudt graviditeten, til hun havde mulighed for at tage tilskuddet, og så ville Evie Toombes ikke være blevet undfanget.

Den forklaring købte en dommer i London, og 1. december lød det, at Evie Toombes kunne se frem til en enorm kompensation for sine lidelser.

»Under omstændighederne ville undfangelsen være sket senere, som ville have resulteret i et sundt og normalt barn.«

Hvor stor erstatningen bliver, er endnu ikke vurderet. Men det vil dreje sig om et større millionbeløb.