Mindst 18 personer er omkommet under storme og tornadoer, som hærgede en række delstater i USA - fra Wisconsin i nord til Mississippi i syd, rapporterer tv-stationen CNN.

Mindst 85 millioner indbyggere blev berørt af uvejret. Huse blev ødelagt og veje blev blokeret af væltede træer.

Et af de hårdest ramte områder var McNairy County i Tennessee, hvor mindst syv personer blev dræbt.

Mindst syv delstater blev så hårdt ramt, at huse blev jævnet med jorden, bygninger blev ødelagt, biler blev væltet og træer knækkede.

Den lille by Wynne i Arkansas blev ramt af en tornado som forvoldte næsten ufattelige ødelæggelser.

»Jeg er dybt ulykkelig over, at vores by blev ramt så hårdt. Vores skole er væk, min kirke er væk,« siger Heidi Jenkins, som driver en skønhedssalon i byen, som har omkring 8000 indbyggere.

Tagene blev flået af en række hus, og i de huse, som ikke blev voldsomt raseret, var vinduerne knust.

Mindst fire lokale indbyggere blev dræbt. Redningsmandskab gik fra hus til hus for at være sikre på at få alle ud.

Mindst 85 millioner blev berørt af uvejr, som jævnede huse med jorden. Lille by mistede skole og kirke. Billedet her er fra Little Rock, Arkansas.
Mindst 85 millioner blev berørt af uvejr, som jævnede huse med jorden. Lille by mistede skole og kirke. Billedet her er fra Little Rock, Arkansas. Foto: BENJAMIN KRAIN
Vis mere

»Byen blev kløvet på midten - fra øst til vest, siger Wynnes borgmester,« Jennifer Hobbs til CNN.

En tornado hærgede også dele af Arkansas tæt befolkede hovedstad, Little Rock.

»Mindst 50 blev såret og indlagt på hospitaler i Arkansas,« siger en talsperson for de lokale myndigheder, Madeline Roberts.

»Tornadoen kom uventet inden for få minutter og gik gennem den vestlige del af Little Rock. Den kom ud af det blå,« siger byens borgmester Frank Scott til CNN lørdag.

Kaotiske scener i Little Rock, Arkansas.
Kaotiske scener i Little Rock, Arkansas. Foto: BENJAMIN KRAIN
Vis mere

I delstaten Illinois blev én person dræbt under en kraftig storm, der fik taget på et teater i byen Belvidere til at kollapse fredag aften lokal tid. Ulykken skete på Apollo Theatre under en heavy metal-koncert med bandet Morbid Angel, rapporterer flere medier ifølge AP.

Shawn Schadle siger, at der var 260 personer til stede på spillestedet, da taget kollapsede.

Myndighederne havde ikke noget overblik over det samlede antal af tornadoer lørdag, oplyser talsmænd for USA's katastrofeberedskab, men der var tale om mindst 40.

I 15 delstater har meteorologer advaret om uvejr de kommende dage. Der er vejrudsigter, som advarer om nye tornadoer som dem, der for en uge siden kostede 20 mennesker livet i Mississippi.

»Der er uvejr, mange tornadoer, storme og haglvejr på vej,« siger Victor Gensini, meteorolog i Illinois, til AP. Også storbyen Chicago, der eller sjældent rammes af tornadoer, ligger i farezonen.

Desuden advarer myndighederne i fire delstater - fra Texas til New Mexico - om stor brandfare på grund af tørke og høje temperaturer i kombination med stærk vind.

/ritzau/AFP