For to år siden blev 18-årige Brittney Gargol fundet dræbt på en losseplads i den canadiske by Saskatoon. Ved siden af hende fandt politiet et bælte, som efter alt at dømme var blevet brugt til at kvæle teenageren med. Da politiet nærstuderede Gargols bedste veninde Cheyenne Rose Antoines Facebook-profil opdagede de noget, som førte til et gennembrud i efterforskningen af mordet.

Samme dag som Brittney Gargols lig blev fundet, havde den jævnaldrende Cheyenne Rose Antoine lagt en selfie af de to veninder, hvor de var på vej i byen, på Facebook. Billedet af de to smilende, unge kvinder blev taget få timer før Brittney Gargol døde; og det gemte på en uhyre vigtig oplysning: Cheyenne Rose Antoine bar det bælte, som veninden blev kvalt med. Nu er hun blevet dømt for mord og skal syv år i fængsel, skriver CBC News Canada.

Billedet af bæltet gjorde Cheyenne Rose Antoine til mistænkt i sagen, men først efter en længere efterforskning fik de gennembruddet.

I første omgang forsøgte Cheyenne Rose Antoine ellers at vildlede politiet og dække over sin forbrydelse. Den nat, hvor Brittney Gargol blev fundet dræbt, bad hun sine venner på Facebook om hjælp til at finde veninden, og da politiet afhørte hende, forklarede den unge kvinde, at veninden mødte en fyr på en bar og forlod den sammen med ham.

Men politiet fandt flere huller i Cheyenne Rose Antoines forklaring. Blandt andet viste overvågningsbilleder fra en af de barer, hun påstod, at de to veninder havde frekventeret den skæbnesvangre aften, at de aldrig havde været der. Til sidst fik efterforskerne gennembruddet, da en af Cheyenne Rose Antoines veninder henvendte sig og fortalte, at hun havde dræbt Brittney Gargol efter et skænderi.

Da politiet igen afhørte Cheyenne Rose Antoine påstod hun, at hun ikke kunne huske, at hun kvalte Brittney Gargol. Men hun kunne heller ikke benægte, at det var sket. Under retssagen fandt dommeren beviser nok til at dømme den i dag 21-årige canadiske kvinde for drab, og i mandags blev hun idømt syv års fængsel.

»Der er ingen tvivl om, at denne unge kvinde havde problemer. Og på grund af de problemer er hun farlig,« siger Robin Ritter, der er anklager i sagen, til CBC News.

Via sin advokat fortalte Cheyenne Rose Antoine, at hun inderligt fortryder ugerningen, som hun stadig holder fast på ikke at kunne huske.

»Jeg vil aldrig tilgive mig selv. Intet jeg siger eller gør, kan nogensinde få hende tilbage. Jeg er meget, meget ked af det... Det skulle aldrig være sket,« lød det fra den drabsdømte.

Du kan se den selfie, som bragte politiet på sporet af Cheyenne Rose Antoine herunder.