Greta Hokanson blev som ung kureret for kræft efter hjælp fra en donor. Til sit bryllup inviterede hun sin redningsmand, som hun bød op til dans for at ære ham.

Som 16-årig fik hun konstateret leukæmi og havde derfor brug for en knoglemarvstransplantation for at overleve sygdommen.

Heldigvis for den amerikanske kvinde fra Minnesota kom hjælpen i tide. Via et register fandt hun frem til en 44-årig fremmed mand fra Arkansas, der var villig til at donere noget af sin knoglemarv, skriver BuzzFeed.

Et år efter Greta Hokanson fik foretaget transplantationen fik hun og familien så chancen for at møde redningsmanden, Danny Daniels. De fik arrangeret et møde i Sioux Falls i South Dakota, hvor de mødtes til en softball kamp.

»Før jeg mødte ham, var han den her fantastiske mand, som gav mig hans knoglemarv uden at vide noget om mig. Det var fantastisk at se ham stå lige foran mig,« siger Greta Hokanson til BuzzFeed.

De holdt efterfølgende kontakten ved lige på Facebook og havde kun mødt hinanden en enkelt gang, lige indtil Greta Hokanson som 24-årig skulle giftes.

Da hun var i gang med at lave gæstelisten til brylluppet fortalte hun sin mor, at hun virkelig gerne ville have Danny og hans kone Angie med til festen. Så de sendte en invitation af sted uden forventninger om, at parret dukkede op.

Men svaret fra redningsmanden var positivt. »Vi kan ikke vente med at se jer,« lød svaret fra Danny Daniels. Det fik Greta Hokanson til at tabe kæben og få tårer i øjnene af glæde.

Den heltemodige mand fra Arkansas kom dog til at spille en noget større rolle i brylluppet, end han nok havde regnet med, da han tog af sted hjemmefra.

Det var stort for både Greta Hokanson og Danny Daniels at danse sammen til brylluppet, hvor den nu 24-årige kvinde fik mulighed for at takke sin redningsmand.
Det var stort for både Greta Hokanson og Danny Daniels at danse sammen til brylluppet, hvor den nu 24-årige kvinde fik mulighed for at takke sin redningsmand. Foto: Phodot.com
Vis mere

Bruden valgte nemlig at byde sin redningsmand, som hun kun havde mødt en enkelt gang før, op til dans midt under festen.

»Jeg takkede ham igen og blev meget rørt. Jeg kan ikke beskrive, hvad hans uselviske handling har betydet,« siger Greta Hokanson, som havde svært ved at holde tårerne tilbage.

Redningsmanden var også rørt af situationen. Han var meget stolt til brylluppet, lige som en far ville være det. Det var som om, det var hans egen datter, der blev gift, fortæller Danny Daniels til BuzzFeed.