Platantræet blev berømt, da det i 1991 optrådte i en vaskeægte storfilm.

Torsdag morgen blev det ikoniske træ, som stod ved historiske Hadrians Mur i Northumberland i det nordlige England, fundet fældet.

Nu har politiet anholdt en 16-årig dreng, som er mistænkt for at have forårsaget kriminel skade på træet, skriver blandt andre the Guardian.

Platantræet, som menes at have været omkring 300 år gammelt, blev berømt, da det dukkede op i storfilmen Robin Hood: Prince of Thieves med Kevin Costner i 1991.

Det var ifølge AFP et af de mest fotograferede træer overhovedet i Storbritannien.

Politiet i Northumbria siger, at man mener, at træet har været udsat for forsætlig vandalisme. 

Sådan så det smukke træ ud, da det stadig stod.
Sådan så det smukke træ ud, da det stadig stod. Foto: Oli Scarff/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Dette er et verdenskendt vartegn, og dagens begivenheder har forårsaget chok, sorg og vrede i hele lokalsamfundet og andre steder,« lyder det i en meddelelse fra politiet.

»En efterforskning blev straks sat i gang efter hærværket, og her til eftermiddag har vi anholdt en mistænkt i forbindelse med vores undersøgelser,« forklarer man desuden.

Northumbria Police pointerer, at efterforskningen fortsat er på et tidligt stadie, og derfor har man et åbent sind i forhold til, hvad der er sket.

Den 16-årige anholdte er i politiets varetægt, og han samarbejder med politiet.

Det fældede træ, som man mente, var 300 år gammelt, ligger nu hen over stenmuren.
Det fældede træ, som man mente, var 300 år gammelt, ligger nu hen over stenmuren. Foto: Lee Smith/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Jamie Driscoll, som er borgmester i North of Tyne, har besøgt stedet, hvor træet nu ligger, torsdag. Han er bestyrtet.

»Folk har fået deres aske spredt på stedet. Folk har friet der. Jeg har holdt skovtur med min kone og børn. Det er en del af vores kollektive sjæl. Vi er nødt til at bringe hvem end, der gjorde dette, til retfærdighed,« siger Jamie Driscoll.