Da Chloe Gilbert under en shoppingtur i Bath, England, købte noget at spise, endte det fatalt.

Den 15-årige pige led af alvorlig mælkeallergi og købte derfor en kebab med salat, pomfritter og barbecuesauce til. Men ved et uheld blev hun udsat for yoghurt, og derfor endte hun i et anafylaktisk chok og døde kort efter på hospitalet, skriver BBC.

Anafylaktisk chok er den stærkeste allergireaktion, en allergisk person kan opleve, efter de er blevet udsat for det, de ikke kan tåle, og det var det, der skete for Chloe Gilbert.

Kort efter pigen spiste kebabben, fik hun det rigtig skidt og formåede at tvinge sig selv til at kaste op. En person i shoppingcenteret gav hende et skud med hendes epipen, inden ambulancefolkene ankom.

Hun blev fragtet med helikopter til det nærmeste hospital, hvor lægerne kæmpede for hendes liv, men desværre stod den unge pige ikke til at redde, og hun døde inden hendes forældre nåede frem.

Sidenhen er episoden blevet undersøgt, og det blev konkluderet, at Chloe Gilbert ved et uheld blev udsat for et mælkeprodukt.

Efter konklusionen blev præsenteret sagde Chloes forældre:

»Vores kære Chloe, en sand engel, er elsket og savnet af os, hendes bror, alle hendes venner og familien.«

Retsmedicineren, der undersøgte Chloe Gilbert, omtalte episoden som en tragedie og sagde, at det var sort uheld, at en ung pige med en så alvorlig allergi som Chloe Gilbert blev udsat for det, hun ikke kunne tåle.

I Danmark får omkring 150 personer anafylaktisk chok om året. Tilstanden kræver øjeblikkelig behandling, dog vil de fleste overleve, hvis de bliver behandlet i tide.