Over 1300 demonstranter er det seneste døgn blevet anholdt i Rusland under massive protester mod krigen i Ukraine.

»Det var befriende at høre så mange mennesker råbe: 'Stop krigen' efter så mange måneder,« lyder det fra Yala, der er en af de over tusind demonstranter, der nu er anholdt.

Men den befriende følelse varede ikke længe.

Demonstrationerne opstod onsdag, efter præsident Vladimir Putin i en tale annoncerede en mobilisering af landets reservestyrker, hvilket betyder, at op mod 300.000 soldater fra reserven skal sendes til Ukraine. Oplysningerne om demonstrationerne kommer fra den uafhængige overvågningsgruppe OVD-Info, som også oplyser, at der var folk på gaden for at protestere i mindst 38 russiske byer.

Her ses Yala sidde i en af politiets biler, efter de er blevet anholdt.
Her ses Yala sidde i en af politiets biler, efter de er blevet anholdt.
Vis mere

Yala er en af de lidt over 500 personer, der blev anholdt i Moskva. Yala identificerer sig som nonbinær og har pronominerne de/dem/deres, og det er derfor disse pronominer, B.T. bruger i artiklen.

»Jeg er meget bevidst om, at det jeg gør kan betyde min død,« siger Yala, da B.T. kommer kontakt med dem via sociale medier.

Torsdag formiddag har Yala ikke sovet i over et døgn og har kun fået meget lidt at spise, da der ikke er celler og mad nok i de detentioner, demonstranterne er blevet ført til. Yala sidder sammen med en række andre anholdte og venter på at skulle for en dommer, der skal beslutte, hvorvidt de skal fængsles.

»Onsdag aften begyndte det at regne under demonstrationen, så vi søgte ly på en form for afdækket terrasse, men det viste sig at være en stor fejl,« siger Yala og fortsætter:

»Pludselig kom der 20-30 betjente, anholdt os for angiveligt at spærre en vej og tog os med.«

Politiet i Rusland foretog voldsomme masseanholdelser hele onsdag aften og natten til torsdag.
Politiet i Rusland foretog voldsomme masseanholdelser hele onsdag aften og natten til torsdag. Foto: ALEXANDER NEMENOV
Vis mere

Yala risikerer op til 15 dage i fængsel.

»Hvis jeg kommer i fængsel, ved jeg ikke, hvad der sker. Jeg tager medicin for ikke at slå mig selv ihjel lige nu, og det har jeg ikke adgang til,« siger Yala og fortsætter:

»Jeg er meget bange og fortabt. Jeg frygter også, hvad de kan finde på at gøre ved os, hvis vi ender i fængsel.«

Efter B.T. talte med Yala torsdag formiddag blev der stille på linjen, indtil de omkring klokken 14 igen gav lyd:

»Jeg blev kørt på hospitalet, fordi jeg næsten kollapsede. Jeg skal for en dommer om lidt, og jeg har på fornemmelsen, at det her ikke ender godt for mig.«

Siden krigen i Ukraine brød ud, har Yala protesteret. På sociale medier deler de billeder og videoer, hvor de fortæller om krigen og fordømmer Putin og det russiske styre. De har også fået utallige bøder for at protestere på Den Røde Plads i Moskva, hvor de blandt andet er blevet arresteret for at stå på pladsen med hænderne over hovedet.

»Jeg vil leve i et frit og sikkert land, og nogle må risikere deres frihed og sikkerhed. Jeg vil gerne være en person, mit 13-årige jeg ville være stolt af, og jeg vil kæmpe for de mennesker, der ikke kan kæmpe for sig selv lige nu.«

Yala er et dæknavn, B.T. bruger af hensyn til Yalas sikkerhed