Med dagens opgørelse har cirka 50 millioner amerikanere været forbi ledighedskøen siden midten af marts.

1,3 millioner amerikanere meldte sig ledige i sidste uge.

Det oplyser USA's beskæftigelsesministerium ifølge Reuters.

Det er lidt færre nytilmeldte ledige end ventet. Ifølge det amerikanske erhvervsmedie Bloomberg forventede eksperter og analytikere 1.375.000 nye ledige i den forgangne uge.

Forrige uge lå antallet af nytilmeldte ledige på lidt over 1,4 millioner.

Den seneste uges nytilmeldte ledige betyder, at cirka 50 millioner amerikanere nu har været forbi ledighedskøen siden midten af marts.

/ritzau/