Angreb mod et af politiets køretøjer i det sydlige Tyrkiet fandt sted i samme gade som guvernørens kontor.

Istanbul. Et politikøretøj i det sydlige Tyrkiet er tirsdag ramt af et bombeangreb, rapporterer den tyrkiske tv-station NTV.

De foreløbige meldinger lyder på, at 12 mennesker er såret.

Sikkerhedskilder bekræfter over for nyhedsbureauet Reuters, at flere er såret ved angrebet, men sætter ikke antal på.

Borgmesteren i byen Mersin, hvor angrebet fandt sted, oplyser til tyrkisk tv, at angrebet fandt sted i en gade, hvor den lokale guvernørs kontor ligger.

Tv-billeder fra gaden viser røg fra angrebet stige op fra området, som politiet har spærret af.

Umiddelbart har ingen taget skylden for angrebet, der skete i Mersin-provinsen i den sydlige del af Tyrkiet.

Men politiets køretøjer har flere gange tidligere været mål for militante kurderes angreb.

/ritzau/Reuters