FN's generalsekretær kræver hurtig efterforskning af forbrydelse. Jægere fra dogon-folket mistænkes.

134 mennesker er dræbt under en massakre i en landsby i det centrale Mali, oplyser FN.

Jægere fra dogon-folket i det vestafrikanske land Mali beskyldes af de overlevende for at stå bag drabene.

Ofrene, der er muslimer, er blevet skudt og hakket ihjel med macheter.

- Generalsekretæren er chokeret og rasende over rapporter om det dødelige angreb i Ogossagou, siger en talsmand for FN-chefen António Guterres.

FN kræver, at en efterforskning straks sættes i gang, og at de skyldige bliver stillet til regnskab for deres forbrydelse.

Angrebet fandt sted lørdag nær grænsen til Burkina Faso. Området har været skueplads for hyppige sammenstød mellem klaner.

- Det er en massakre på civile fra fulani-folket begået af traditionelle dogon-jægere, fortæller Cheick Harouna Sankare, der er borgmester i nabolandsbyen.

Malis premierminister meddelte søndag, at han som konsekvens har fyret flere højtstående officerer i hæren. Han har samtidig opløst en forsvarsmilits, der består af dogon-jægere, skriver AFP.

Maliske tropper med lokal støtte ankom til stedet lørdag eftermiddag.

To vidner, som nyhedsbureauet AFP har talt med, fortæller, at jægere brændte næsten alle hytter i landsbyen ned.

Massakren fandt sted, mens en delegation fra FN's Sikkerhedsråd var på besøg i Sahel-regionen vest for Bankass.

I løbet af de seneste fire år har jihadister desuden vundet frem i det centrale Mali. En gruppe ledet af den radikale, islamistiske prædikant Amadou Koufa har således rekrutteret nye medlemmer fra det muslimske fulani-samfund.

I mellemtiden har der løbende været sammenstød mellem de nomadiske fulani-hyrder og den etniske dogon-gruppe.

/ritzau/AP