Kasteskyts og brændende busser. Modstandere og tilhængere af den egyptiske præsident, Mohamed Morsi, tørnede fredag sammen i Cairos og Alexandrias gader.

Mindst 110 personer er kvæstet efter fredagens uroligheder i Cairo, hvor tilhængere og modstandere af Egyptens præsident, Mohamed Morsi, stødte sammen.

Også i havnebyen Alexandria var der store demonstrationer, men det var altså på Tahrirpladsen i hovedstaden, at flest blev såret. Her kastede demonstranterne med sten, flasker og benzinbomber mod hinanden og var i direkte håndgemæng på gaderne, beretter Reuters. To busser tæt på pladsen blev desuden sat i brand.

Det er de første gadekampe i Cairo, siden Morsi fra Det Muslimske Broderskab blev indsat som præsident i juni i år. Det er blandt andet i anledningen af hans første 100 dage på magten, at de to grupper nu går i kødet på hinanden.

- Vi ville blot protestere mod den grundlovgivende forsamling og Morsis fiasko efter 100 dage, men islamisterne forhindrede os og kontrollerer nu pladsen, siger 19-årige Islam Wagdy til Reuters.

Et medlem af et søsterparti til Det Muslimske Broderskab afviser de anklager.

- Det, som skete i dag, var et forsøg fra de liberale kræfter på at forhindre islamister i at udtrykke deres holdninger og protestere på Tahrirpladsen, som tilhører alle egyptere, siger Ahmed Sobeih til nyhedsbureauet.

Udover Morsis 100 dages jubilæum har præsidentens beslutning om at benåde en række egyptere også været med til at tænde gemytterne.

Tidligere på ugen besluttede Mohamed Morsi nemlig, at de egyptere, som er under retssag eller har fået fængselsstraffe for at have deltaget i protesterne under revolutionen i begyndelsen af 2011, skal sættes fri.

Den egyptiske revolution blev udkæmpet fra den 25. januar til 11. februar 2011, hvor præsident Hosni Mubarak blev væltet efter 30 år ved magten.