For 19 år siden forsvandt Mikelle Biggs sporløst, mens hun ventede på en isbil i Mesa i Arizona, USA.

Den dengang 11 år gamle pige er sidst set 2. januar 1999, da hun cyklede rundt og ventede på isbilen. Politiet har tidligere anslået, at det tog 90 sekunder, fra hun sidst blev set på cyklen, til hun var sporløst forsvundet.

Hendes cykel lå på græsset ved fortovet med hjulene, der fortsat snurrede rundt. Mønterne, hun havde haft i hånden, lå strøet ud på asfalten.

»Hun flygtede fra nogen. Nogen, hun ikke kendte eller nogen, hun ikke ønskede at være sammen med,« sagde politiet i et ABC-program tilbage i 2009.

Pigens forsvinden skabte en national klapjagt efter gerningsmanden.

30 minutter efter pigen var meldt savnet, var en helikopter i luften. Flere hundrede frivillige meldte sig for at lede efter hende. Bygninger blev finkæmmet, og flere hundrede personer blev afhørt. Det samme blev samtlige isbil-chauffører i hele Arizona. Politiet modtog over 10.000 henvendelser i sagen, og alligevel har ingen til dato kunnet finde ude af, hvad der er sket med lille Mikelle.

Nu kan fundet af en krøllet 1-dollarseddel dog føre til, at sagen bliver genåbnet.

'Mit navn er Mikel Biggs. Kidnappet fra Mesa, Arizona. Jeg lever,' står der på sedlen, der blev indleveret af en ældre mand, der havde fundet den blandt nogle sedler.

Myndighederne bekræfter over for ABC, at dollarsedlen nu bliver undersøgt.

»Er det på en eller anden måde et spor? Det ved vi ikke helt endnu,« siger politiefterforsker Steve Berry til tv-stationen.

»Vi håber, at det kan være det, der gør, at sagen bliver opklaret.«

Søsteren til Mikelle Biggs er dog ikke helt så optimistisk.

»Jeg tror ikke rigtigt på, det er hende, der har skrevet det. Hendes navn er skrevet forkert. Det tror jeg ikke, hun ville gøre,« siger hun til USA Today.