Torsdag i sidste uge forsvandt 11-årige Audrii Cunningham sporløst på vej til skole.

Nu er der tragisk nyt i sagen, som har rystet USA.

Tirsdag blev den 11-årige piges lig fundet i floden Trinity River ikke langt fra familiens hjem i den lille texanske by Livingston. Det skriver flere amerikanske medier, herunder CNN.

»Der findes ikke ord for det. Der er ikke en følelse, du føler. Det er en rutsjebanetur. Du er ødelagt, du er rasende, du er tom. Og lige nu er jeg tom,« sagde Cassie Matthews om datterens forsvinden, mens der stadig var håb om at finde den 11-årige pige i live.

Hun tilføjede, at Audrii havde hele livet og en masse muligheder foran sig – og at ingen havde ret til at frarøve hende disse muligheder.

Nu har politiet en mistanke om, at en af familiens nære bekendte dræbte Audrii – og ikke nok med det.

Den mistænkte deltog ifølge politiet aktivt i eftersøgningen, da Audrii blev meldt savnet.

»Nogle af vidnerne har endda sagt, at han bankede på døre i området og spurgte, om folk havde set hende,« siger sheriffen ved det lokale politi i Polk County, Byron Lyons, til CNN.

11-årige Audrii Cunningham havde ifølge sin mor hele livet foran sig og uanede muligheder. Nu er hun fundet dræbt i en flod.
11-årige Audrii Cunningham havde ifølge sin mor hele livet foran sig og uanede muligheder. Nu er hun fundet dræbt i en flod. Foto: Polk County Sheriff’s Office
Vis mere

Politiet mistænker imidlertid, at den 42-årige mand gjorde det for at dække over sine handlinger.

Manden, som er en af Audriis fars gode venner, fulgte ofte Audrii til skolebussen.

Også i torsdags.

Han var således den sidste, der med sikkerhed har set pigen i live, for hun steg aldrig på skolebussen.

Den 42-årige mand har en forhistorie med flere domme for blandt andet væbnet overfald og har tidligere afsonet en fængselsdom på to år i en sag om børnelokkeri.

Han blev fredag anholdt i forbindelse med en helt anden sag om et overfald og er i øjeblikket varetægtsfængslet, skriver ABC 7 Chicago.

Ifølge anklageren ved politiet i Polk County forberedes der nu en sag mod den 42-årige for mordet på Audrii Cunningham.

Han er ikke formelt anklaget i sagen på nuværende tidspunkt.

Den 11-årige piges lig er endnu ikke obduceret, og politiet kan foreløbig ikke at løfte sløret for de helt store spørgsmål, der melder sig i drabssagen, som har rystet USA:

Hvordan Audrii Cunningham blev dræbt og hvorfor.