Sammen med en gruppe frivillige indledte politiet i Grønland torsdag aften en større eftersøgning efter en 11-årig pige fra Aasiaat – også kendt som Egedesminde.

Kort før klokken 01.30 natten til fredag blev pigen fundet død ved en trappe i den vestgrønlandske by.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

»Det kan på nuværende tidspunkt ikke udelukkes, at der er sket en forbrydelse, og politiet efterforsker derfor sagen,« lyder det.

Politiet efterlyser vidner, der måtte have relevante oplysninger i sagen, og som eventuelt har set barnet torsdag aften eller natten til fredag.

Der er tale om 11-årige Niina Natuk Filemonsen, der beskrives som cirka 150 centimeter høj og spinkel af bygning. Hun blev sidst set torsdag klokken 20, da hun forlod sit hjem på Pujooriarfik.

På det tidspunkt havde hun håret opsat i en knold og var iført et mørkegråt pandebånd, en rød, lang Canada Goose-vinterjakke, mørkeblå overtræksbukser og sorte støvler.

Den 11-årige pige blev fundet liggende livløs ved nogle trapper mellem virksomheden KJ Greenland Aasiaat og Wille Brandtsvej i Egedesminde.

Borgere med oplysninger i sagen bedes kontakte politiet i Grønland på telefonnummer 70 14 24 – eller efter klokken 16 på 70 14 48.

Politiet i Grønland får assistance fra Danmark i forbindelse med efterforskningen af sagen. Således rejser kriminalteknikere og en obducent tirsdag fra Danmark til Egedesminde.