En 11-årig pige fra Cambodja er død af fugleinfluenza. Det skriver flere internationale medier, herunder Sky News.

Nu venter svaret på det helt store spørgsmål:

Hvordan hun blev smittet.

Pigen, som kom fra landdistriktet Prey Veng, blev syg med feber, hoste og smerter i halsen 16. februar.

Hun blev overført til et børnehospital i Cambodjas hovedstad Phnom Penh, hvor hun onsdag fik diagnosen, at hun var smittet med H5N1 – i folkemunde kaldet fugleinfluenza. Pigen døde kort efter – og blev dermed det første offer for fugleinfluenza i det østasiatiske land i ni år.

Det sker efter at flere dyr – også pattedyr – er døde af fugleinfluenza. Noget, der skaber frygt.

Frygt for at at den dødelige virus på et tidspunkt begynder at sprede sig fra menneske til menneske.

Verdenssundhedsorganisationens (WHO) generalsekretær Tedros Adhanom Ghebreyesus har for nylig understreget på en pressekonference, at risikoen er lav.

»Men vi kan ikke gå ud fra, at det vil forblive tilfældet, og vi må forberede os på enhver ændring af status quo,« advarer Tedros Adhanom Ghebreyesus og understreger, at WHO holder vågent øje med situationen.

Sundhedsmyndighederne i Cambodja undersøger nu, hvordan den 11-årige pige blev smittet.

Landets landbrugsministerium oplyser, at alle dyrene i hendes hjem – 22 kyllinger og tre ænder – for nylig er afgået ved døden, og at der er registreret et usædvanligt højt antal dødsfald blandt vilde fugle i området, hvor pigen boede.

Der tages nu prøver fra fuglene for at undersøge, om fugleinfluenza er årsagen.

Fugleinfluenza har hidtil udelukkende spredt sig til mennesker via berøring med smittede fugle – levende såvel som døde. Derfor advarer WHO mod at røre ved døde eller syge fugle, som lever vildt – og at være meget opmærksom i tilfælde af, at også tamme fugle dør i større omfang.

Sygdommen blev ikke anset for at være en trussel for mennesker indtil 1997, hvor der kom et udbrud i Hongkong. Siden da er der rapporteret 870 infektioner blandt mennesker på verdensplan. 457 af de smittede døde af virussygdommen, men de seneste syv år har smitten været på retur.

På det seneste har der imidlertid været flere tilfælde af smitte blandt pattedyr. Så sent som sidste uge blev over 600 søløver fundet døde ved Perus kyst – og forskere er bekymrede for, om der kan have været smitte søløverne imellem.

Der er hidtil ikke konstateret smitte mellem mennesker med fugleinfluenza.