Det er gået vildt for sig i den franske hovedstad, hvor mere end 550.000 demonstranter er mødt op i gaderne på Arbejdernes Internationale Kampdag.

Det franske politi havde regnet med, at der i år ville være endnu flere demonstranter tilstede i den franske hovedstad på grund af den massive modstand af Emmanuels Macrons pensionsreform, der hæver pensionsalderen fra 62 til 64 år.

Og ser man på både billeder og videoer, så er man ikke i tvivl om, hvor voldsomme kampene er mellem politi og demonstranter.

Ifølge mediet Le Parisien er 108 politifolk på nuværende tidspunkt såret i forbindelse med demonstrationerne.

En betjent er ifølge mediet blevet ramt af en sten i hovedet og har mistet bevidstheden. To andre blev ramt af molotovcocktails, og nogle er blevet ramt af projektiler.

På en video på Twitter kan man se, hvordan en Molotovcocktail bliver kastet direkte ind i en gruppe af politifolk, hvorefter der går ild i en politibetjent.

Ifølge samme er der især to sange, der ofte går igen under demonstrationerne- »Macron er afskyelig« og »Vi er her! Vi er her selv, hvis Macron ikke vil have det. Vi er her for en bedre verden og for arbejderne, vi er her!«

Det er ikke kun demonstranterne, der har mærket til politiets tilstedeværelse.

Den franske journalist Rémy Buisine har i et opslag på Twitter delt en video, hvor han ligger på jorden og er såret efter, at han blev ramt af en granat, der skyder gummikugler.

»Jeg tog en granat i fødderne, meget smertefuldt i øjeblikket og nogle blå mærker. Jeg har det bedre,« skriver Rémy Buisine blandt andet i opslaget.

Gadekampene er fortsat i gang i den franske hovedstad.