I 2015 døde den britiske aristokrat Lady Killearn, 105 år gammel.

Men først nu bliver hendes sidste hemmelighed afsløret. I sit testamente gjorde Lady Killearn børnene og børnebørnene arveløse. I stedet gik hendes millionarv til en gift mand, hun havde et forhold til for omkring 50 år siden, skriver flere britiske medier, herunder Plymouth Herald.

Af nyligt offentliggjorte dokumenter fra skifteretten fremgår det, at Lady Killearn har testamenteret hele sin formue på 5,3 mio. kr. til sin tidligere elsker Robert Hay - som i forvejen ejer slottet Bickleigh Castle og på ingen måde lider nød.

Den afdøde Lady Killearns familie er noget chokeret over hendes beslutning om at gøre dem arveløse.

»Det er rystende. Men der er ingen tvivl om, at Hr. Hay bliver henrykt,« siger en ven af familien til Daily Mail.

Robert Hay var 20 år yngre end Lady Killearn, da de indledte et forhold i 1960'erne - efter at han havde været sammen med hendes datter Roxana Ross. Forholdet sluttede i starten af 1970'erne, men den nu afdøde aristokrat glemte aldrig sin tidligere flamme. I testamentet kaldte Lady Killearn ham for sin 'partner' og forklarede, at hun lod ham arve hele sin formue 'som en tak for hans store hjælp gennem hele mit liv.'

I testamentet gav Lady Killearn familien følgende begrundelse for, at de ikke får så meget som en bøjet 1 penny-mønt.

'Jeg har ikke efterladt noget til mine to døtre og mit barnebarn Miles Lampson, eftersom jeg har givet dem, hvad de har brug for, i løbet af mit liv.'

Sønnen Victor nævnte Lady Killearn derimod ikke med et eneste ord. Det kan skyldes, at de kom på kant med hinanden i 2011, hvor han gik rettens vej for at blokere hendes salg af det luksuriøse landsted Haremere Hall. Bølgerne mellem dem gik så højt, at der måtte gennemføres to seperate begravelser for Lady Killearn - en arrangeret af Robert Hay, og en anden, som hendes familie stod bag.

Lady Killearn, som bar det borgerlige navn Jacqueline Aldine Leslie Castellani, blev en del af den engelske overklasse, da hun som 24-årig giftede sig med Sir Miles Lampson, der var Storbritanniens højkommissær i Cairo, og dermed den øverste myndighed i den daværende britiske koloni Egypten.

Ved ægteskabets indgåelse var han 53 år gammel.

Siden Sir Miles Lampsons død i 1964 har Lady Killearn været enke. Robert Hay - derimod - er i dag lykkeligt gift med en anden kvinde.