Den 13. januar 1915 sejlede den næsten nye ubåd i den tyske kejserlige flåde U-31 ud fra Wilhelmshaven med 35 mand om bord og forsvandt.

En hårdnakket myte vil vide, at ubåden nogle måneder senere skyllede i land på en engelsk strand med alle de døde sømænd ombord, kvalt af en udsivende giftig gas i ubåden.

Fra officielt hold har man dog formodet, at ubåden enten ramte en mine eller sank på grund af en teknisk eller menneskelig fejl.

Årsagen kendes stadig ikke, men vraget af den forsvundne ubåd er nu endegyldigt identificeret: U-31 og dens besætning har de sidste 101 år ligget på bunden af Nordsøen, ca. 100 kilometer fra den engelske østkyst.

Det dengang unavngivne vrag blev opdaget i 2012 af fartøjer, som kortlagde havbunden for energivirksomhederne Vattenfall og Scottish Power, der ledte efter egnede steder til havvindmølleparker.

I første omgang antog man, at vraget var en hollandsk ubåd fra Anden Verdenskrig - den sidste som den hollandske flåde ikke har lokaliseret endnu.

Derfor var det et hold hollandske dykkere, der nu har undersøgt vraget nærmere og kan fastslå, at det er den tyske U-31.

»Ubåden ud til at være i bemærkelsesværdig god stand efter at have ligget på havbunden i mere end et århundrede. Tårnet er bevaret, både for- og bagstavn er delvist tildækket,« siger Mark Dunkley, havarkæolog ved selskabet »Historic England« til avisen The Telegraph.

Den tyske ubådsflåde under Første Verdenskrig er et af de stærkeste krigsvåben historien har set. Den tyske Kejserlige Flåde var blevet udbygget enormt siden 1900 og blev ved Første Verdenskrigs udbrud i 1914 kun overgået i størrelse af den engelske.

Tyskernes ubåde var ikke væsentligt bedre end andre ubåde i verden rent teknisk på det tidspunkt. Som andre søfarende nationer havde også Danmark i sin flåde flere ubåde af tilsvarende standard. Men i verdenskrigens første år herskede de tyske ubåde suverænt over havene - under havets overflade.

U-31 var en dieselektrisk ubåd i en klasse, der blev ufatteligt succesrig under krigen. U-31 løb af stabelen kun få måneder før sit forlis og nåede kun at udføre en enkelt egentlig kamphandling, som ikke førte til sænkning af et fjendligt skib.

Den tyske flåde søgte ellers at sænke alle skibe, der bidrog til den engelske krigsindsats. Det førte til sænkningen af civile skibe som Lusitania, der havde krigsmateriel med fra USA til England. Lusitania blev den 7. maj 1915 ramt af torpedoer fra den tyske U-20 og sank på kun 18 minutter ud for Irland med 1198 passagerer.

De tyske ubåde lå i en ring om de britiske øer og plukkede systematisk skibe ud, en for en.  Englænderne kunne ikke forsvare sig imod ubådene -  man havde hverken flyvemaskiner til at opdage ubådene og endnu ingen dybvandsbomber til at bekæmpre dem med.

Hen mod 1917 var englænderne på grund af de tyske ubådes succes formentlig så tæt på at knække nakken og tabe en søkrig, som de nogensinde har været.

Det bedste forsvar mod ubådene viste sit at være det meget enkle, men også lidt kontra-intuitive - træk at samle målet og gøre det større. I stedet for at lade skibene sejle ud enkeltvist, begyndt man systematisk at sende dem af sted i konvoj.

Det handlede ikke kun om at færre krigsskibe så kunne bevogte flere handelsskibe ad gangen, og at krigsskibene kunne bevogte hinanden. Muligheden for at få ram på en ubåd var stadig ringe.

Årsagen til at konvoj blev det hemmelige våben mod ubådene var et rent matematisk bevis for, at et givet antal skibe i en konvoj har en bedre chance end samme antal skibe, der sejler hver for sig.

U-31 vil ikke blive flyttet og det lille stykke af havbunden ud for England er udnævnt til militært gravsted til søs. Fremtidige vindmølle-parker i området skal derfor placeres, så de ikke forstyrrer vraget og gravfreden.

»Familie og efterkommere til de faldne i U-31 kan måske finde trøst i at kende besætningens endelige hvilested. Og opdagelsen kan tjene som en slående påmindelse om alle dem, der faldt under den Første Verdenskrig, både til søs, til lands og i luften,« siger historikeren Mark Dunkley.

Selv om Danmark var neutral under Første Verdenskrig, var både danskere og den danske flåde involveret i ubåds-slag.

Dels var var der tusindvis af unge danske mænd syd for Kongeåen, som blev indrulleret i krigen på tysk side, heraf et lille antal i den stærkt elitære kejserlige flåde. Dels var der kystforsvaret af neutraliteten, som rettedes både mod engelske og tyske ubåde.

I august 1915 angreb en tysk torpedobåd en engelsk ubåd, der var gået på grund syd for Saltholm i Øresund - altså klart i dansk farvand. Alle 15 engelske søfolk omkom.

Mere fredeligt gik det til i november 1916, da en tysk ubåd strandede ved Harboøre. Den danske flåde blev sendt til stedet, men den tyske kaptajn valgte selv at sprænge ubåden i luften med en af dens egne torpedoer.

Den strandede ubåd i Harboøre var U-20, der halvandet år tidligere havde sænket passagerskibet Lusitania og på den måde bidraget væsentligt til at trække USA ind i verdenskrigen.

Resterne af det lille stykke verdenshistorie kan stadig ses på Strandingsmuseet i Thorsminde