100.000 sygeplejersker fra 76 hospitaler og sundhedscentre indledte torsdag deres første nationale strejke nogensinde.
De vil have en lønforhøjelser på 19 procent, men den britiske regering og særligt sundhedsminister Steve Barclay mener, at der ikke er penge til at imødekomme kravet.
Torsdag eftermiddag lød det fra forperson for fagforeningen Royal College of Nursing, Denise Kelly, at man var nået et »krisepunkt.«
Det fortæller hun på foreningens Twitter-profil.
»Vi er blevet undervurderet, underbetalt, og vi er ikke blevet værdsat for den sikkerhedskritiske rolle, vi udfører,« siger hun og fortsætter:
»Det her handler bare ikke om løn, det handler også om patientsikkerhed. Så vi står her i dag og forstærker sygeplejerskens stemme og i forlængelse heraf vores patienters stemme.«
Mange tusinder sygeplejersker og fagforeningsfolk er mødtes til protester foran hospitaler og på gaderne. Her fortæller de om, hvor udbrændte og trætte de er, samtidig med den lave løn betyder, at mange af dem må kæmpe for at få råd til mad på bordet eller betale for benzin.
»Hvorfor? Fordi en sygeplejerske udfører tre sygeplejerskers arbejde, og vi har fortalt regeringen, at sikker bemanding redder liv, men de lytter stadig ikke,« siger en af de strejkende sygeplejersker ved navn Kafeelat Adekunle ifølge Sky News.
Strejken lægger yderligere pres på premierminister Rishi Sunak, da Storbritannien står over for et fald i økonomien.
Rishi Sunak nægter ifølge Sky News at forhandle om løn med Royal College of Nursing på trods af, at fagforeningen truer med at tage affære igen i næste måned, hvor de ikke afviser at strejke i en længere periode.
Den nuværende strejke er sat til at foregå torsdag den 15. december og tirsdag den 20. december.