En drabsmand fra Ohio blev nummer 1000 i rækken af kriminelle, der er blevet henrettet i USA de sidste 33 år.

USA gennemførte tirsdag sin henrettelse nummer 1000, efter at dødsstraffen blev genindført i 1976.

Det var den 36-årige Marvallous Keene, der blev henrettet ved giftsprøjte i Ohio. Han var dømt for at have dræbt fem personer i julen 1992.

Da fængselsbetjenten spurgte Keene, om han ville sige et sidste ord, svarede fangen:

- Nej, jeg har ingen ord.

Keene stirrede derefter op i loftet og lukkede så øjnene. Han bryst løftede sig, da giftsprøjten blev stukket ind.

Syv af ofrenes efterladte var vidner til henrettelsen, men de ønskede ikke at udtale sig til pressen.

Efter henrettelsen udsendte EU's svenske formandskab en pressemeddelelse, hvor det opfordrede til en afskaffelse af dødsstraffen i USA.

/ritzau/NTB