Da Søren Ørskov skulle besigtige sit sommerhus efter weekendens stormflod, kunne han slet ikke komme frem.
For den lille grusvej, der tidligere førte ned til hans og to naboejendomme langs stranden i Hejlsminde syd for Kolding var simpelthen væk.
Det samme var de store træsveller, der fungerede som kystsikring ned mod stranden. Også træer, buske, siv og anden beplantning var væk.
Ja, faktisk var hele skråningen ned mod stranden fjernet af naturens kræfter. I bogstaveligste forstand jævnet med jorden. Her kan du se før- og efterbilleder af vejen til Søren Ørskovs sommerhus:
»Det er jo et åbent sår,« som Søren Ørskov udtrykker det.
En strækning på cirka 100 meter langs stranden er simpelthen forsvundet. Og det er også gået ud over det sidste stykke af den asfalterede vej Bellahøj, der i dag fortsætter direkte ud i et stort krater, hvor kabler og vandforsyning er blotlagt.
Af den grund er også adgangen til et fjerde sommerhus i området ikke længere eksisterende.
Midt i det hele står et betonrør med et kloakdæksel på toppen, der indikerer, hvor højt oppe vejen tidligere løb. Se før- og efterbilleder her – grusvejen til Søren Ørskovs sommerhus er den, der ses til højre:
På mirakuløs vis kom ingen af de sommerhus ved den nu forsvundne skrænt til skade – selv om andre i nærheden fik vand ind.
De lå lige akkurat højt nok.
»Jeg har oplevet mange storme hernede, men det her slår alle rekorder. Det er der ingen tvivl om. Jeg vil nok sige, at det er det mest voldsomme, jeg har oplevet,« siger Søren Ørskov, der er tredje generation i sit sommerhus:
»Hvis ikke vi havde haft en mur nede foran, så havde det hele nok været væk. Der har virkelig været knald på.«
Men alt andet er altså væk.
Tilbage står kun de lodrette pæle fra kystsikringen som eneste bevis på, hvor skrænten tidligere sluttede. Og stranden begyndte.
Hos Teglgårdens Grundejerforening, som området hører under, er formand Niels Peter Haugaard med egne ord »temmelig forvirret i øjeblikket«.
»Det er svært at finde hoved og hale i tingene lige nu. Der er rigtigt mange åbne spørgsmål lige nu, og det drejer sig om rigtigt store beløb. Og hvem skal betale?« spørger han:
»Set fra vores perspektiv skal vejinfrastrukturen genetableres så de mennesker, der har sommerhusene, igen kan komme frem til deres boliger.«
Samtidig ønsker han at selvfølgelig, at selve kystsikringen skal genskabes – i en mere solid form end før.
»Det skal gerne være bedre og mere sikkert end det, der var, så vi undgår at komme i den situation igen. Og vi skal have genetableret området, så det igen kan blive et attraktivt turistområde,« siger Niels Peter Haugaard fra Teglgårdens Grundejerforening.
Søren Ørskov ikke bare håber på, at Kysdirektoratet handler hurtigt. Han regner også med det.
»Det står jo helt åbent nu. Allerede i dag (tirsdag, red.) er der pålandsvind med pænt store bølger, og alle de steder, hvor der mangler kystsikring, bliver det bare hulet endnu mere ud,« siger han:
»Vi ved jo også, at der kommer vinterstorme. Og uden kystsikring behøver det ikke være noget som helst, der minder om det natten til lørdag, før det går endnu mere galt.«
Her kan du se flere billeder fra området ved Bellahøj: