En hedebølge hærger lige nu store dele af Kina.

Den har givet rekordhøje forårstemperaturer flere steder, og i storbyen Shanghai er der blevet målt rekordhøje 36,1 grad.

Den hidtidige højeste maj-temperatur i byen blev målt helt tilbage i 1876, skriver Times of India.

Dengang nåede termometeret op til 35,7 grader. 

Normalt er perioden fra juni til august den varmeste i Kina. Her ligger temperaturerne mellem 25 og 33 grader. 

De høje forårstemperaturer har allerede fået konsekvenser:

Skoler er blevet lukket, og en lang række virksomheder har skåret ned på arbejdstiden. 

Beboerne bliver rådet til at blive inden døre og drikke rigeligt med vand. 

Ifølge internationale medier risikerer flere byer i det sydvestlige Kina de kommende måneder at nå temperaturer mellem 38 og 42 grader.  

Avisen The Independent skriver, at de høje temperaturer dels skyldes global opvarmning, dels den tropiske cyklon Mawar, som ligger over Filippinerne, Taiwan og det sydlige Kina lige nu.