Det er ikke historiens største skibsforlis. Og langtfra den største enkeltstående katastrofe i den moderne civilisations historie.
Til gengæld er fortællingen om det britiske passagerskib Titanics forlis i Atlanterhavet for nøjagtig 100 år siden så fuld af drama, skæbner, uløste gåder og gribende enkelthistorier, at den målt på mængden af bogsider, artikler, filmstrimler, konspirationsteorier og mytedannelser overgår alle andre katastrofer med fly, skibe, tog og lignende. Det skriver B.dk.
Her på 100-årsdagen synes dramaet at kulminere med endnu flere gisninger om, hvad der egentlig skete den iskolde aprilnat ud for New Foundlands kyst.
Tog et ganske specielt atmosfærisk fænomen – en form for luftspejling – fusen på skibets frysende udkigsmand, så han ikke så det fatale isbjerg, før det var for sent?
Eller skyldtes forliset, at Solen, Månen og Jorden befandt sig i så ekstraordinære positioner, at et usædvanligt kraftigt tidevand blev skabt og så at sige trak horder af livsfarlige isbjerge ned på langt sydligere ruter end normalt?
Begge teorier er blevet fremlagt i de seneste uger, hvor også filmmilliardæren James Cameron har skabt fornyet opmærksomhed om sit våde filmepos fra 1997 ved at genudsende Titanic i 3D og i øvrigt, som et storslået PR-stunt, tage en smuttur i en specialbygget ubåd til det dybeste sted i verdenshavene.
Men når alt kommer til alt, står to uomgængelige kendsgerninger tilbage:
Skibets erfarne, men stædige kaptajn, Edward John Smith, valgte at overhøre advarsler fra nærliggende skibe om, at der var adskillige isbjerge i farvandet. I den situation burde han have sænket skibets fart betragteligt i den mørke nat eller simpelthen bragt det til standsning. Men skibet havde fuld kraft fremad og skød en fart på hele 22 knob svarende til 41 km/t.
Af samme årsag rev kollisionen med isbjerget store dele af skibets køl op, havvandet stormede ind, og verdens største skib, britiske skibsingeniørers absolutte stolthed, havde indledt sin definitive rejse til Atlanterhavets bund – og til en central placering i såvel historiebøger som i vores urolige drømme om skibskatastrofer og pludselig død.
Af Lars Henrik Aagaard
