Det er indtil videre lykkedes at evakuere 371 af de omkring 1.300 personer, der er om bord på det nødstedte norske krydstogtskib Viking Sky.

Det oplyser politiet i Møre og Romsdal til den norske avis VG tidligt søndag morgen. I alt tre helikoptere er i færd med at evakuere personerne om bord på skibet.

»Helikopterne evakuerer omkring 15 personer ad gangen. Vinden er svagere, og situationen om bord er roligere nu, end den var i går aftes,« siger redningsleder Eirik Walle til nyhedsbureauet NTB.

17 af de evakuerede er bragt til hospitalet med skader. Tre af dem er kommet alvorligt til skade.

Evakuering i nattemørket. På billedet ses Viking Sky.
Evakuering i nattemørket. På billedet ses Viking Sky. Foto: Svein Ove Ekornesvåg
Vis mere

Omkring klokken to lørdag eftermiddag fik politiet i Møre og Romsdal besked om, at krydstogtskibet på vej fra Tromsø til Stavanger havde fået motorproblemer omkring Hustadvika.

Siden da har helikoptere været i færd med at evakuere de i alt 1.373 personer om bord. 915 personer er passagerer.

Efter motorstoppet var det store skib blot 100 meter fra at gå på grund.

»De var vældig tæt på grunden. Det var nok ingen hyggelig oplevelse at være om bord på det tidpsunkt,« siger driftsansvarlig Emil Heggelund fra Møre og Romsdal redningsmandskab til Bergens Tidende.

En kvinde fra krydstogtskibet hjælpes i sikkerhed.
En kvinde fra krydstogtskibet hjælpes i sikkerhed. Foto: NTB SCANPIX
Vis mere

Natten til søndag kom der gang i tre af skibets fire motorer, oplyser Eirik Walle. Skibet er ved egen drift på vej mod Molde.

»Situationen er stabil. Der er godt gang i maskineriet, og der er god kontrol om bord,« siger han til VG.

Han oplyser videre, at planen er, at krydstogtskibet søndag ved daggry skal slæbes det sidste stykke til Molde. Det kan tage flere timer.

Forsvaret oplyser søndag morgen, at der sendes en helikopter fra Danmark til det sydlige Norge.

Den lokale sportshal er centrum for redningsaktionen.
Den lokale sportshal er centrum for redningsaktionen. Foto: ODD ROAR LANGE
Vis mere

Her skal den overtage en del af den almindelige redningstjeneste, så det norske beredskab kan koncentrere sig om at evakuere passagerer fra krydstogtskibet. Det oplyser Forsvaret på Twitter.

En storm i området mellem Trondheim og Molde har gjort det til en lang og dramatisk nat for de tilbageværende personer på krydstogtskibet.

Det fortæller viceborgmesteren i Fræna Kommune, Jan Arve Dyrnes, som har taget imod de evakuerede passagerer.

»Det er en dramatisk situation. Vi er forberedte på at tage imod alle fra krydstogtskibet. Vi planlægger også, hvordan vi skal håndtere situationen fremadrettet, da det ser ud til at blive en længere aktion,« siger han til NTB.

Frivillige i kommunen har taget imod evakuerede fra Viking Sky samt et lastfartøj, der selv fik motorstop og slagside, da det sejlede ud for at bistå krydstogtskibet.

Viking Sky var lørdag blot 100 meter fra at støde på grund.

Det oplyser den driftsansvarlige ved Møre og Tøndelags Losoldermandskab, der blandt andet står for navigation, til Bergens Tidende.

I 30 minutter drev skibet mod land, efter at skibets motorer var gået ud af drift, og mandskabet kæmpede med at få skibets to ankre til at tage fast i havbunden.

I en pressemeddelelse oplyser selskabet Viking Cruises, at passagererne kommer fra mange forskellige lande. Hovedparten af dem er briter og amerikanere.

Det fremgår også, at selskabet har aflyst det næste krydstogt 27. marts.

/ritzau/

Genoplev B.T.s LIVE-BLOG herunder: