Fodboldekstasen er på kogepunktet i Aarhus, der med fire runder tilbage af Superligaen pludselig har mast sig ind i guldkampen med kontant forsvarsspil – og nu også en sprudlende offensiv.

Og en vigtig ingrediens er også en brutal og til tider decideret usympatisk skraldemand på midtbanen. Han hedder Nicolai Poulsen, og midtbanekrigeren kom søndag endnu en gang i fokus, da han med en høj albue fik slået Viborgs Magnus Westergaard groggy. Poulsen slap uden kort i AGFs flotte 3-0-sejr.

I B.T.s mandagspodcast, 'Transfervinduet – Ugens Rapport', blev den aggressive AGFer kåret til 'ugens skurk' – dog krydret med en vis anerkendelse.

»Man må bare give Nicolai Poulsen – han går all in på 'douchebag'. En gennemført bad guy, en rigtig skolegårdsbølle.«

Panelet har også noteret sig, at Poulsen sjældent får igen af samme skuffe.

»Det er vildt nok, at der ikke er nogen, der har tænkt 'fuck, så tager jeg den karantæne' – og så giver igen af samme skuffe.«

»Vi opfordrer på ingen måde til hævnakter. Men på et eller andet tidspunkt kommer der noget den anden vej ... det må der jo gøre,« lyder det i podcasten.

Nicolai Poulsen og AGF er – inden mandag aftens topkamp mellem FC København og FC Nordsjælland i Farum – kun tre point fra Superligaens førsteplads. Der resterer fire runder.

Lyt med på Spotify eller Apple Podcast.