Back in blue?

Ryan Johnson Laursen forlod OB efter den forgangne sæson, da hans kontrakt med fynboerne ikke blev forlænget.

Men måske står den alligevel på Superligaen for den hurtige højreback i den kommende sæson.

For ifølge B.T.s transferpodcast, Transfervinduet, træner 30-årige Ryan Johnson Laursen med hos oprykkerne fra Lyngby.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Og det kan være optakten til et comeback i den kongeblå trøje for Johnson Laursen, der tørnede ud for Lyngby i tre sæsoner fra 2010 til 2013.

For Lyngby er på jagt efter en stærk højreback, efter at forhandlingerne om en kontraktforlængelse med klubbens nuværende højreback, Kasper Jørgensen, ser ud til at være kuldsejlet.

Og her kunne Ryan Johnson Laursen være en oplagt kandidat. Han ville i så fald langtfra være den første eks-Lyngby'er, der vender 'hjem'.

Både Andreas Bjelland og Brian Hamalainen har i løbet af det seneste år gjort comeback for den nordkøbenhavnske klub.

Ryan Johnson Laursen, der også har spillet Superliga-bold i Esbjerg, står noteret for syv U21-landskampe – men han har også været i søgelyset hos det amerikanske landshold, da han har amerikansk mor.

Lyt til Transfervinduet herunder.