OB snapper efter vejret allernederst i Superligaen – og de fynske fans skriger på forstærkninger.

Det arbejdes der på i Odense – men der arbejdes også på at sælge én af klubbens profiler.

B.T.s transferpodcast, Transfervinduet, kan i torsdagens udsendelse fortælle, at Mads Frøkjær-Jensen tiltrækker sig stor interesse, og at mulighederne for et salg er i spil i disse dage.

23-årige Mads Frøkjær-Jensen har de seneste dage trænet for sig selv i OB, hvor han officielt plejer en skade.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Transfervinduet har spurgt OBs fodbolddirektør, Björn Wesström, til det mulige profilsalg.

»Jeg kommer hverken til at bekræfte eller afvise noget. Så længe transfervinduet er åbent, så findes alle muligheder. Når du i dag spørger mig, kan jeg sige, at vi hverken har besluttet at købe eller sælge nogen. Vi arbejder på det – men det er jo et andet spørgsmål.«

»Jeg kan bekræfte, at han er en spiller, der er interesse for – på grund af den kvalitet, han har. Men det er ikke det samme som, at vi er interesserede. Han har kompetencer, der genererer interesse,« lyder det fra den svenske OB-direktør.

Mads Frøkjær-Jensen, der som ungdomsspiller skiftede fra Hvidovre til OB, har kontrakt med den fynske bundklub frem til sommeren 2024.