Lyngbys unge midterforsvarer Frederik Winther er – stadig – en særdeles eftertragtet herre.

Tidligere har klubber som PSV Eindhoven og Ajax snust til den 19-årige Superliga-profil.

Og i vinter var den tyske Bundesliga-klub Augsburg tæt på at lukke en aftale med stortalentet, men her kom corona-virussen i vejen.

Nu har Premier League så fået færten af Frederik Winther. Ifølge B.T. Sports ugentlige fodboldpodcast 'Transfervinduet' er Wolverhampton og Burnley interesseret i forsvarsprofilen.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Også Bournemouth, der i sommer rykkede ned i den næstbedste engelske række, viser interesse.

Alle tre klubber var repræsenteret på tribunen, da Lyngby spillede 0-0 hjemme mod AaB i sæsonpremieren.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Lyngby.

Frederik Winther, der har været fast mand i Superliga-klubbens bagkæde i flere sæsoner, har kontrakt med de kongeblå frem til udgangen af 2023, så Lyngby kan tillade sig at kræve en markant transfersum for teenageren.

B.T. har tidligere berettet, at man i Lyngby forventer, at et Frederik Winther-salg kan indbringe 12-15 millioner kroner.

Transfervinduet er B.T. Sports ugentlige fodboldpodcast, hvor panelet dykker ned i rygter og transferudviklinger.

Og så bliver lytternes egne transferrygter behandlet i #andellerej-segmentet.

Lyt til den seneste episode i boksen herunder.