Der var relativt godt gang i det danske transfervindue, der vinterlukkede fredag. Men få Superliga-klubber var så aktive som OB.

Den fynske klub hentede hele seks spillere med det samme og har Emmanuel Sabbi klar fra sommeren, men den allersidste transfer holdt ifølge B.T.s oplysninger hårdt. Den omhandlede den norske forsvarer Jörgen Skjelvik.

Han kom til OB på den sidste dag i transfervinduet fra LA Galaxy.

Men faktisk var det også i de døende minutter, at skiftet faldt på plads. For der var ikke meget mere end 10 minutter tilbage af åbningstiden i FIFAs online transfersystem, TMS, da de sidste dokumenter blev indleveret.

Det skyldtes en noget afslappet tilgang til hele det europæiske transfersystem fra den afgivende amerikanske klub, som er vant til en lidt anden procedure, når de henter og sælger spillere.

Aftalen faldt dog på plads, og det er til at starte med en etårig lejeaftale med den 28-årige forsvarer.

»Den rutinerede nordmand Jørgen Skjelvik skifter til 'striberne' fra LA Galaxy på en etårig lejeaftale med mulighed for forlængelse,« fortalte OB i forbindelse med offentliggørelsen af skiftet.

Og mulighed for forlængelse er der i den grad. Allerede nu ligger der nemlig en mere permanent aftale klar i skuffen.

Foto: OBs hjemmeside
Vis mere

Den lyder ifølge B.T.s oplysninger på to et halvt år ekstra, og således vil nordmanden, hvis ikke der sker noget ekstraordinært, altså med stor sandsynlighed være at finde i Ådalen frem til sommeren 2023.

Han har taget turen ned til fynboernes træningslejr i Belek, hvor han har mødt sine nye holdkammerater, og han kan altså lige så godt få fundet sig en permanent bolig, når holdet vender tilbage til Fyn igen. For meget peger i retning af, at Skjelvik bliver i OB længere end det ene år.

Det kunne dagens panel i B.T.s fodboldpodcast ‘Transfervinduet’ fortælle. Her bliver OBs intensive forsøg på at vriste Emmanuel Sabbi fri af Hobro før tid vendt, mens der også er et potentielt skifte på vej for en anden Hobro-profil.

Det og meget mere kan du høre der, hvor du normalt nyder dine podcasts - eller lige her i denne artikel.