Det kan blive en sand danskerkoloni.

De har fået smag for danske fodboldspillere i FC Barcelona.

Efter et par årtier, hvor ingen danskere var i nærheden af at tiltrække så meget som et lille blik fra den catalanske storklub, er der nu opstået en hed flirt mellem FC Barcelona og dansk fodbold.

Det startede med Martin Braithwaite. Så kom Andreas Christensen. Forleden meddelte den spanske avis Sport, at Barcelona har kig på Rasmus Højlund. Og nu er endnu en dansker angivelig i kikkerten hos cheftræner Xavi.

Foto: PEDRO NUNES
Vis mere

B.T.s podcast Transfervinduet meddeler, at landsholdsbacken Alexander Bah er på listen over potentielle sommerforstærkninger i FC Barcelona.

Og det samme melder det spanske medie fichajes.net.

Højrebackpositionen har længe været et ømt punkt i Barcelona, som i store dele af sæsonen har brugt den franske midtstopper Jules Koundé på positionen. Men til sommer skal det være slut. Og derfor er catalonierne på backjagt.

Og her er Alexander Bah altså en kandidat. Den tidligere Sønderjyske-spiller har leveret en fornem sæson i Benfica, der har spillet sig frem til Champions League-kvartfinalen.

Men den 25-årige dansker er ifølge fichajes.net ikke den eneste højreback, som Barcelona har kig på. Blandt andet skulle Liverpools Trent Alexander-Arnold også være på listen.

Det kun du høre meget mere om i ugens udgave af Transfervinduet, hvor du blandt andet også kan blive klogere på FC Københavns og FC Midtjyllands sommertransferplaner. Lyt med lige herunder: