Er han stoppet eller hvad?

Det spørgsmål har nogle måske stillet sig selv om den tidligere danske landsholdsspiller Michael Krohn-Dehli, siden han sidste år forlod Deportivo La Coruna på en fri transfer. Dengang var han 36 år gammel, og det lugtede af et karrierestop. Men udmeldingen kom aldrig. Først nu – et år senere.

»Ja, han er stoppet officielt. Han er ikke længere aktiv fodboldspiller,« siger Michael Krohn-Dehlis agent, Rob Witschge.

Michael Krohn-Dehli har siden sit kontraktudløb i Deportivo La Coruna ikke sagt noget om sin situation, og B.T.s fodboldpodcast Transfervinduet har flere gange forsøgt at få den tidligere landsholdsspiller i tale for at høre om karrierestoppet. Uden held.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Med en hollandsk kone og syv års ophold i Spanien ville det være interessant at høre, hvor den nu tidligere midtbanetekniker havde slået sig ned for at nyde sit otium. Den information har hans agent dog heller ikke.

»Lige nu tænker han over sin fremtid. Han spiller golf og nyder det. Men jeg har ikke talt med ham i fire-fem uger nu, så jeg er ikke helt sikker på, hvor han er i verden,« fortæller Rob Witschge.

Michael Krohn-Dehli nåede i sin aktive karriere at spille 59 landskampe – og endnu flere klubkampe for hold som Ajax, Brøndby, Celta Vigo og Sevilla. Og den erfaring kan man i hvert fald få lov at høre om, hvis man skal tro Krohn-Dehlis agentfirma.

Hos Players United er den nu 37-årige eksfodboldspiller til rådighed som både tv-ekspert og 'fodboldtaler', hvis man skulle ønske sig enten et foredrag eller en ny analytiker.

Du kan høre mere om Krohn-Dehlis stop, en utilfreds FCK-spiller og en mulig kontraktforlængelse til en Brøndby-profil i B.T.s fodboldpodcast Transfervinduet, hvor du normalt lytter til dine podcast.