Få ting er vigtigere end at få styr på coronavirussen og stoppet smitten af pandemien.

Men under det allervigtigste, som handler om folks helbred, gemmer der sig også store udfordringer for flere fodboldspillere som følge af Danmarks nedlukning.

En af dem er AGF-spilleren Jakob Ankersen, der står uden klub 1. juli, hvor hans kontrakt udløber.

»Jeg kan have spillet min sidste kamp i Aarhus. Det ved vi ikke. Så der er mange ting, der er meget specielle. Jeg håber ikke, at det ender med det. Og os, der sidder på udgående kontrakter, har det lidt specielt. Det kan både være godt og skidt.«

Hvordan kan det være positivt?

»Det kan godt åbne nogle andre døre. Måske er der nogle, som ikke har råd til at betale transfersummen, men har nogle andre midler. Det kan være, det åbner døren for nogle ligaer, der pludselig kigger et andet sted på grund af økonomiske problemer. Måske kigger de en anden vej, så man kan få en endnu større mulighed,« siger Jakob Ankersen.

Coronavirussens indvirkning på fodboldens transfermarked er en af de ting, som B.T.s fodboldpodcast Transfervinduet berører i denne uges udgave. Og her kigger panelet blandt andet på sommerens kontraktfrie spillere, der med suspenderingen af Superligaen på ubestemt tid ikke ved, hvornår de igen kan vise sig frem for mulige interesserede.

Jakob Ankersen er ligesom mange af sine Superliga-venner sendt hjem, hvor selvtræningen med vægte fra klubbens træningsanlæg foregår, mens der også løbes ture for at holde formen ved lige.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Og i de mange timer hjemme gælder det om at bevare optimismen.

»Jeg prøver at psyke mig selv til at sige, at det kan åbne nogle døre. Ikke for at sammenligne med Braithwaites transfer, men i den dur, hvor der er nogle specielle ting, der gør, at noget kan lykkes. Jeg kan håbe, at det kan gå den vej, og det er ikke for at snakke om Barcelona,« understreger AGF-kantspilleren.

Jakob Ankersen har kun lidt over tre måneder tilbage af sin kontrakt med De Hvii'e.

Og normalt ville han aldrig have sendt sig selv i en sådan situation, hvor han ikke allerede nu kender sin fremtid. Men han tror på en god ende i en svær tid.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg er ikke en, der synes, at det er skide sjovt at sidde og gamble med min karriere på den måde. Men omvendt ser jeg også, at det kan give en højere belønning,« siger Ankersen og afslutter.

»Jeg føler, at som jeg står i en god fodboldalder og med et okay navn, er det en risiko værd. Det er også derfor, jeg har accepteret at gå min kontraktperiode ud.«

Du kan høre mere om Jakob Ankersen i Transfervinduet, der i denne uge også handler om en Brøndby-spiller med en ny agent samt en dansker, der igen rygtes til Barcelona.

Transfervinduet kan høres der, hvor du normalt lytter til dine podcasts eller lige her i denne artikel, hvor du også vil kunne høre tidligere afsnit af programmet, der handler om spillerhandler og alt det omkring det.