AGF har onsdag meddelt, at David Nielsen er færdig i klubben efter søndagens kamp.

Og jagten på en afløser er allerede i fuld gang.

Ifølge B.T.s podcast Transfervinduets oplysninger er der dialog mellem AGF-ledelsen og det 36-årige svenskiranske trænertalent Poya Asbaghi.

Hans navn blev første gang bragt i spil i forbindelse med AGF-jobbet, da Ekstra Bladet i sidste uge beskrev en række emner til stillingen som David Nielsens afløser.

Og nu kan B.T. berette, at linjen er varm mellem Aarhus og den nu tidligere Barnsley-træner, der også har en fortid hos det svenske U21-landshold.

Udover Poya Asbaghi er den tidligere superliga-guldvinder Brian Priske også et varmt emne i det aarhusianske. Han var umiddelbart over Asbaghi på listen over emner, men ifølge B.T.s oplysninger søger den danske træner at fortsætte karrieren i udlandet, og det kræver et stort tilbud, hvis han skal lokkes tilbage til Danmark.

I sommer skiftede han FC Midtjylland ud med belgiske Royal Antwerp, men lige nu er det et spørgsmål om tid, før den belgiske klub melder fyringen af Priske ud. Han og Royal Antwerp har sidste kamp af sæsonen i den kommende weekend.

AGF holder fredag pressemøde i forbindelse med den forestående afsked med David Nielsen, og det kan du følge live her.