Av av, Diao.
FC Midtjyllands Ousmane Diao slap utroligt nok for at blive vist ud, da han udsatte Sønderjyskes Rasmus Vinderslev for et karrieretruende knæ i nakken i søndagens FCM-nederlag i Haderslev.
Det er holdningen i panelet i B.T.s podcast 'Transfervinduet – Ugens Rapport'.
»Det skal ikke gå meget mere galt, før Vinderslev risikerer at brække ryggen. Worst case scenario er, at manden kan blive lam. Jeg synes, det er så sindssygt vurderet af Diao i den situation,« lyder det fra B.T.-sportschef Lasse Vøge om situation (som du kan se lige herunder).
»Og så er det også ret underligt, hvordan han slipper for at blive vist ud i den situation. Hvis man skal bruge et rødt kort til noget, så skal det da være at trække en grænse, når spillere udsætter modspillere for decideret karrieretruende – nærmest førlighedstruende – aktioner.«
Fodboldjournalist Jonas Dalgård Rasmussen er også målløs over, at den 20-årige senegaleser nøjedes med at indkassere et gult kort for den voldsomme adfærd.
»Det er fuldstændig vanvittigt, at det ikke bliver til mere end det gule kort. Det har ikke meget med fodbold at gøre – for han tilsidesætter al sikkerhed for Vinderslev. Jeg var i chok over, at VAR-vognen ikke reagerede på det.«
Du kan lytte til hele episoden af 'Transfervinduet – Ugens Rapport' herunder: