OB skal have dækket hullet i angrebet efter Jebali-salget – og fynboerne har en sydkoreaner på radaren.

Det sydkoreanske medie Xsportnews kunne tirsdag berette, at OB viser interesse for den 26-årige sydkoreanske landsholdsspiller Lee Seung-woo.

Og ifølge B.T.s oplysninger ligger der ganske rigtigt et kontraktudspil til det tidligere Barcelona-talent fra fynboerne.

Den 26-årige offensivspiller har haft en forrygende sæson i den sydkoreanske storklub Suwon – men han skulle nu være klar til at vende tilbage til europæisk fodbold.

Sydkoreas Seung-Woo Lee.
Sydkoreas Seung-Woo Lee. Foto: Giuseppe CACACE
Vis mere

Han har to år tilbage af kontrakten med Suwon, men i kontrakten er der en aftale om, at Suwon ikke vil stå i vejen for Lee Seung-woo, hvis en europæisk klub melder sig på banen.

Men OB er langtfra de eneste, der kurtiserer Lee Seung-woo, der var med det sydkoranske landshold ved VM i Rusland i 2018.

Der ligger nemlig også tilbud tilbud fra Tyrkiet, Grækenland og Spanien. Ligesom at Suwon ønsker at forlænge aftalen med spilleren, der kan spille alle positioner i offensiven.

Lee Seung-woo har masser af erfaring med europæisk fodbold. Allerede som 13-årig kom til Barcelonas talentakademi, hvor han blev udråbt til en kommende stjernespiller.

I 2016 kunne man også finde ham på NXGN-listen over de 50 største talenter i verden.

Men senior-gennembruddet lod vente på sig, og i stedet skiftede han til Serie A-klubben Hellas Verona, hvor det blev til en håndfuld kampe.

Siden kom han forbi belgisk og portugisisk fodbold – uden større succes.

1. januar 2022 skiftede han til Suwon, hvor han indtil videre har spillet 35 kampe og står noteret for 14 mål og tre assists.

Og måske er Odense nu det næste stop i karrieren for Lee Seung-woo.

OBs fodbolddirektør, Björn Wesström, ønsker ikke at kommentere på spilleren.