Odense har fået en ny fodboldhelt.

Svenske Armin Gigovic, der er ejet af russiske FC Rostov, har taget den fynske hovedstad med storm, efter at han i sommertransfervinduets sidste time skiftede til OB på en kontrakt, der løb kalenderåret ud.

Det er en kontrakt, som OBerne arbejder intenst på at forlænge. Men det er ikke så ligetil, forklarer fynboernes fodbolddirektør, Björn Wesström, til B.T.-podcasten Transfervinduet.

»Én af ​​forudsætningerne for, at Armin valgte OB, var, at der ville være mulighed for, at han kunne se på, hvilke muligheder der ville være for ham i januar ud fra den mildest talt usædvanlige situation i russisk fodbold.«

Foto: Claus Fisker
Vis mere

»OB er selvfølgelig en af ​​de muligheder,« understreger Björn Wesström.

Og han håber, at den blot 20-årige midtbanejuvel vil lægge vægt på sin fynske succes, når den store beslutning skal træffes til januar.

»Han hygger sig i Odense og er glad for spillerne og lederne. Læg dertil det faktum, at han spiller god fodbold i øjeblikket, så vil det selvfølgelig være en faktor, som han vil værdsætte, når der træffes beslutninger i januar.«

»Jeg er i positiv dialog med både Armin og hans agent, de er meget bevidste om, at vores ønske er at forlænge aftalen. Vi ved ikke, hvad det ender med i dag.«

Et ikke utænkeligt scenario er også, at større Superliga-klubber har fået øje på Armin Gigovic og vil forsøge at kapre ham. Transfervinduet har spurgt svenskerens agent, Haris Skenderovic, om dette. Men agenten ønsker på nuværende tidspunkt ikke at kommentere på Gigovic' fremtid.