Randers FC fik en syngende lussing søndag foran eget publikum, da FC Nordsjælland legede sig til en 5-0-sejr i den kronjyske hovedstad.
Det skete runden efter, at Randers var blevet skilt ad med 0-4 i Parken. Og 'Hestene' er nu oppe på 11 Superliga-kampe uden sejr.
Det har fået rynkerne frem i panderne hos panelet i B.T.s fodboldpodcast 'Ugens Rapport', hvor luppen også bliver sat ned over cheftræner Rasmus Bertelsen.
»Jeg synes ikke rigtig, at han har den udstråling, som en Superliga-træner skal have. Jeg er sikker på, at han har mange gode redskaber og var en fremragende assistenttræner i klubben. Men det er bare noget andet at være chefen for det hele,« lyder det i udsendelsen.
»Randers er blevet et usexet hold efterhånden. Atmosfæren på Cepheus Park virker så underligt død. Sorry - 'Hestene' har charmeret os de seneste år, men det ser ikke godt ud i år.«
»Jeg kunne godt være bekymret på Randers' vegne. Men de skal være glade for, at Hvidovre og Vejle ser ud til at få det meget svært i Superligaen.«
Randers' næste opgave bliver en farlig udebanetur til Lyngby.
Lyt til hele snakken om Randers-krisen, om VAR-dramaet i Århus, om Brøndbys redningskrans, om latterligt straffesparkstilløb og meget mere i 'Ugens Rapport' herunder.