Gaaaaab, det er jo historisk kedeligt!

I B.T. Sports nye podcast, 'Transfervinduet – Ugens Rapport', fører panelet blandt andet luppen hen over Superligaens 12 cheftrænere. Og dommen er benhård: Superligaen er lige nu inde i en æra af uhørt grå cheftrænere.

For et par sæsoner siden var Superliga-trænerflokken en farverig palet med Bo Henriksen, Glen Riddersholm, Ståle Solbakken, Alexander Zorniger og David Nielsen i hovedroller. I dag er det de noget mindre sprælske typer som Thomas Thomasberg, Rasmus Bertelsen, Jens Berthel Askou, Jesper Sørensen, Johannes Hoff og Andreas Alm, der tegner ansigterne på sidelinjen.

»Det er et historisk kedeligt trænerfelt,« lyder det fra Lasse Vøge.

Thomas Thomasberg - cheftræner i FC Midtjylland.
Thomas Thomasberg - cheftræner i FC Midtjylland. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Meget, meget fodboldfagligt, det hele. Vi savner sgu en Bo Henriksen. Jeg tror, at klubberne nogle gange glemmer, at rollen som Superliga-træner også er en kæmpe kommunikationspost,« supplerer Johnny Wojciech Kokborg.

Især er panelet irriteret over flere af weekendens efter-kamp-interview, hvor cheftrænerne satte en plade på – i stedet for at tale lige ud af posen.

»Eksempelvis Jesper Sørensen, der som en anden Komiske Ali mener, at Brøndby var bedst i Farum. Altså, hold nu op! Og Oscar Hiljemark mente, at AaB havde spillet en konge-halvleg, da de i pausen var bagud med 0-2 til et udueligt OB-hold,« harcelerer panelet.

»Vi var generelt kommet så meget videre og havde fundet ud af, at moderne kommunikation handler om at give noget af sig selv. Men det virker, som om vi med det her kuld er trådt et skridt bagud til den røvkedelige kommunikationsæra.«

Randers FC's Rasmus Bertelsen.
Randers FC's Rasmus Bertelsen. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

'Transfervinduet – Ugens Rapport' er B.T.s nye hårdtslående podcast, der hver uge løfter Superliga-runden op i benene og ryster de bedste historier ud af kampene.

Ud over de kedelige trænere taler panelet i denne uge blandt andet om balladen på Brøndbys tribuner og de FCK-fans, der gik amok på et toilet i Randers. Hør podcasten lige herunder: