Vinder FC København mesterskabet i år? Det bliver mere end svært for hovedstadsklubben, spår panelet i B.T.s nye fodboldpodcast Ugens Rapport.

Fem afgørende kampe står mellem FCK og mesterskabet, men efter et ydmygende nederlag til rivalerne i Parken i weekenden, så ligner det en hård vej mod guldet.

»Modstanderne har regnet FCK ud. Man skal bare stå ret kompakt og lidt lavt mod FCK. Så kommer de ikke frem til noget. De har ikke de lette mål i sig,« siger B.T.s sportskommentator Lasse Vøge i den seneste udgave af podcasten Transfervinduet Ugens Rapport.

»Jeg ved ikke om det er en krise, når man er nummer et med et forspring på to point ned til nummer to. Men der er bare så mange problemer i forhold til det, FCK leverer lige for tiden. Når man kigger på deres trup, og hvem der skal ind afgøre tingene for FCK, så har skader til Corner og Khocholava vist at være kritiske for deres spil. De folk der kommer ind i stedet, har det også svært. Diogo præsterer overhovedet ikke endnu. Jordan Larsson og Roony har det også svært, når offensiven ikke svinger,« siger B.T.s fodboldjournalist Jonas Dalgård.

Forløsningen skal komme et sted fra peger panelet på.

»Det er Daramy, det skal komme fra. Han bliver losset ned hele kampen mod Brøndby og mod AGF lukkede Mølgaard ham fuldstændig ned. Og så har FCK bare ikke så meget,« siger Jonas Dalgård.

Du kan høre hele udsendelsen i playeren nedenfor. Her kaster panelet dom over den netop overståede Superliga-runde. Du kan også finde Transfervinduet Ugens Rapport på Spotify og Apple Podcast.